Fogh kritiserer forfattere, erhvervsliv og medier

Statsminister Anders Fogh Rasmussen. - Arkivfoto: Jens Dresling
Statsminister Anders Fogh Rasmussen. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Dobbeltstandard og principløshed. Det er, hvad Anders Fogh Rasmussen mener, har præget den hjemliges debat om tegningerne af profeten Muhammed. »Jeg synes virkelig, at der har været tale om en principløshed over en bred kam - og så er ingen nævnt, ingen glemt, Men det er noget, der har rakt fra brede kredse i erhvervslivet over til brede kredse i kultur og medielivet«, siger regeringschefen til Berlingske Tidende. Forfattere har svigtet Anders Fogh Rasmussen er specielt kritisk overfor »det intellektuelle parnas« i og omkring PEN-klubben. »Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden har jo svigtet i denne her sag«, mener statsministeren. Han mener, det skyldes, at forfatterne har puttet sagen ind i en helt anden sammenhæng. »De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de klan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så er der indført dobbeltstandard«. PEN-bestyrelsesmedlemmet Morten Hesseldahl erklærer sig i store træk enig med statsministeren. »Jeg synes heller ikke, at man blandt intellektuelle har været i stand til at adskille principper frem for holdninger. Altså det princip, der hedder, at man må forsvare ytringsfriheden, så længe den holder sig inden for lovgivningen«. Regeringen har handlet korrekt Også medierne får hårde ord med på vejen. Anders Fogh Rasmussen siger til Berlingske Tidende, at han mener, medierne burde stille kritisk spørgsmålstegn ved om de 12 tegninger berettiger den reaktion, der har været i den arabiske verden som for eksempel trusler mod danskere, ambassadeafbrændinger og krav om, at tegnerne skal udleveres til retsforfølgelse efter muslimsk lov. »Men det, jeg så har set danske medier, i hvert fald nogle af dem, være mest fokuseret på de seneste dage, det er helt banale spørgsmål som oversættelse af en enkelt linie i et brev, det er spørgsmål om et møde skulle have været holdt eller ikke skulle have været holdt, det er spørgsmål om Udenrigspolitisk Nævn er orienteret lidt for sent eller hvad - jamen, hør lige her, det er jo intet i forhold til det, vi står over for«, siger Anders Fogh Rasmussen, der i interviewet kalder Muhammed-sagen den største udenrigspolitiske udfordring, Danmark har stået over for siden besættelsen. Statsministeren afviser også i interviewet med Berlingske Tidende at han eller andre i regeringen har undervurderet Muhammed-sagen. »Når jeg ruller filmen tilbage og ser på de skridt, der er taget i denne sag, så kan jeg ikke se noget, hvor regeringen kunne eller burde have handlet anderledes. Og jeg vil gerne sige om det møde med ambassadørerne: Jeg mener stadig, at det var en fuld korrekt beslutning ikke at holde noget møde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her