Per Stig: Danmark skal ikke tilpasse sig muslimsk mindretal

Lyt til artiklen

Danmark har ikke lært at leve med sit muslimske mindretal, og det er en vigtig grund til krisen om Muhammed-tegningerne. Det sagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, da han indledte en konference for religiøse og politiske eksperter fra hele verden. Manglende forståelse Konferencen i Qatars hovedstad, Doha, er planlagt for længe siden og skulle handle generelt om forholdet mellem islam og Vesten. Men den pludselige eksplosion i tegningesagen har gjort striden til et skoleeksempel på præcis det, konferencen skulle forhindre. Ifølge Kofi Annan er det især manglende gensidig forståelse, der har skabt sagen. »De stødende tegninger af profeten Muhammed blev først udgivet i et vestligt land, som først for nylig har fået en væsentlig muslimsk befolkning, og som endnu ikke er sikker på, hvordan det skal tilpasse sig den (muslimske befolkning, red.)«, sagde Kofi Annan. »Og nogle af de stærkeste reaktioner - måske især de mest voldelige - har været set i muslimske lande, hvor mange føler sig som ofre for overdreven vestlig indflydelse eller indblanding«, fortsatte han. Indforstået emne Selv om han ikke nævnte Danmark ved navn, var ingen i tvivl om, hvem han talte om. Danmark og tegningerne er et indforstået emne overalt på konferencen, der er det andet møde i projekt Civilisationernes Alliance - en tænketank med 19 medlemmer fra hele verden, herunder Irans ekspræsident Mohammad Khatami og Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu. »Sagen om Muhammed-tegningerne er ikke en lille isoleret sidehistorie. Det er selve kernen i konflikten. Når folk i Vesten føler, at de har ret til at sige hvad som helst om profeten Muhammed og islam, er det en miniatureudgave af, når præsident Bush går ind og bomber Irak«, siger en af tænketankens medlemmer, den britiske religionshistoriker Karen Armstrong. Kritik af Annan Kofi Annans udtalelser førte til skarpe reaktioner fra danske politikere. »Det er naturligvis ikke Danmark, der skal tilpasse sig det muslimske mindretal, men det muslimske mindretal, der skal integreres i Danmark, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) i en udtalelse til flere medier. Regeringen har selv lagt op til, at der kan findes en løsning på Muhammedstriden i FN-regi, men Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, mener, at det bliver svært, hvis udtalelsen skal være udgangspunkt: »Vi skal overhovedet ikke tilpasse os. Det er en helt forkert linje, og hvis det er den, der skal danne grundlag for mægling, kan jeg godt frygte for resultatet«. Dansk Folkeparti har bedt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om at kommentere Annans udmelding og forventer, at udenrigsminister Per Stig Mølller (K) tager den op på et EU-udenrigsministermøde i dag SF er tilfreds SF's formand Villy Søvndal er glad for FN-generalsekretærens udtalelser: »Jeg ser det som udtryk for, at han mener, at Danmark har vanskeligt ved at håndtere mødet med den muslimske kultur. Og det synes jeg, at han har ret i«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her