EU-ministre enige om mild beklagelse af tegninger

Lyt til artiklen

Efter timelange forhandlinger og heftige diskussioner er EU's udenrigsministre blevet enige om en fælles erklæring om Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Og som ventet er der tale om en 'blød mellemvare'. På den ene side forsvares princippet om ytringsfrihed. Men på den anden side understreges det, at ytringsfrihed er frihed under ansvar, ligesom ministrene beklager, hvis tegningerne kunne 'opfattes som fornærmende'. Frihed under ansvar De 25 EU-lande tager samtidig kraftigt afstand fra de voldelige reaktioner, der har været i en stribe lande, over tegningerne. »Vold, som den vi har set, kan ikke retfærdiggøres under nogen omstændigheder, og vi har udtrykt fuld solidaritet med de lande, hvis diplomatiske missioner er blevet angrebet«, sagde den østrigske udenrigsminister og EU-formand, Ursula Plassnik, ifølge Ritzau. Europæisk solidaritet Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), var godt tilfreds med erklæringens indhold. »Det er en god tekst, og jeg lægger vægt på gentagelsen af den europæiske solidaritet med Danmark«, sagde han efter mødet. Ifølge Per Stig Møller stod slaget under udarbejdelsen af erklæringen om, hvordan man skulle beklage tegningerne. Enten skulle erklæringen beklage, at 'disse tegninger har skabt fornærmelse', eller også skulle det hedde sig, at man beklagede, at 'tegningerne kunne opfattes som fornærmende'. Valget faldt til den danske udenrigsminister tilfredshed på den sidste formulering. Parterne langt fra hinanden Parterne stod på forhånd langt fra hinanden. Ifølge diplomater i Bruxelles ville Holland under ingen omstændigheder acceptere ordet 'beklagelse' i forbindelse med Muhammedtegningerne. Storbritannien og Spanien på den anden side har ønsket langt kraftigere formuleringer. Sammen med en række muslimske lande udtrykte Spanien i weekenden 'dyb beklagelse'. Et andet stridspunkt under mødet har været, hvorvidt sagen burde afgøres i FN-regi. Desuden har hollænderne vendt sig kraftigt imod, at sluterklæringen skulle indeholde en ros af EU's udenrigspolitiske repræsentant, Javier Solana, der har været på rundrejse i flere muslimske lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her