Det tog kun nævningene i Østre Landsret i Slagelse lidt over en halv time at afgøre straffen til to brødre, der tidligere i dag blev fundet skyldige i et brutalt drab på en 18-årig mand i Korsør. Den kun 16-årige yngste bror skal otte år i fængsel og herefter udvises for bestandigt af Danmark, selvom han er født og opvokset her. Hans to år ældre bror er lettere mentalt handicappet og uegnet til almindelig straf. Han skal anbringes på et hospital for sindslidende under sin afsoning, besluttede nævningetinget. Herefter skal han også udvises af Danmark for bestandigt. Ankede på stedet De to brødre beskrives som statsløse palæstinensere med tilknytning til Jordan. De ankede på stedet afgørelsen om udvisning til Højesteret. Det 18-årige offer døde af sine kvæstelser efter at være blevet trampet og sparket i marts sidste år. De to brødre opsøgte ham på hans klubværelse, fordi den 18-årige havde været i diskussion med brødrene på en netcafé aftenen før. Under retssagen fortalte den yngste af brødrene, at den dræbte havde fornærmet brødrenes mor og derfor skulle straffes. »Jeg sparkede ham, så han væltede. Min bror stod og rev i mig og sagde, at vi skulle gå, men jeg gad ikke, for jeg ville tæve ham«, forklarede lillebroren, der kun var 15 på overfaldstidspunktet. Tilknytning til Jordan Anklageren i sagen, Jakob Buch-Jepsen fra Statsadvokaten for Sjælland, kalder selve udvisningsdelen af retssagen for principiel, netop fordi de to brødre begge er opvokset i Danmark. Kun i sagen om drabet på en italiensk turist er så unge mænd, der er født og opvokset her i landet, blevet udvist. »Men arten og grovheden i denne sag taler for en udvisning. Det var en yderst bestialsk sag. Og undervejs i retssagen har vi også hørt forskellige ting, der indikerer, at drengene har en større tilknytning til Jordan, end de umiddelbart selv har villet give indtryk af«, siger Jakob Buch-Jepsen. Blandt andet skulle brødrenes far og nogle af deres søskende opholde sig i Jordan, mens deres mor også forholdsvis ofte rejser til landet, siger anklageren i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























