Supermodel vildleder slikmunde

Lyt til artiklen

Den tyske slikproducent Katjes har markedsført vingummi- og lakridsprodukter ulovligt i Danmark. Virksomheden har solgt slik i poser påført en mærkat med påskriften 'max 0,3 g fedt', og det er en vildledning af forbrugerne, har Fødevarestyrelsen afgjort. Tv-reklame stoppet Dermed har Fødevarestyrelsen stadfæstet en tidligere afgørelse fra Fødevareregion Øst, som påbød Katjes at trække produkterne tilbage fra markedet. Det har den danske importør nu gjort. En omfattende tv-markedsføring med den tyske topmodel Heidi Klum, som indsmigrende bider i vingummiet, mens hun fortæller, at det kun indeholder 0,3 gram fedt, er også standset. »Du må ikke markedsføre dit produkt, som om det har en særlig egenskab, når alle lignende produkter har samme egenskab«, siger jurist David Østervig Albertsen, fra Fødevarestyrelsen. »Vildledning« af forbrugeren Når vingummi i almindelighed har et lavt indhold af fedt, og når Katjes fremhæver det faktum i markedsføringen af sine egne produkter, kan forbrugerne tro, at Katjes produkter er sundere end andre. Det svarer til at markedsføre et vaskepulver på, at det er fri for fosfater, på et marked hvor alle vaskpulvere er fosfatfrie. »Og det er vildledning«, konstaterer David Østervig Albertsen. Sagen er anmeldt til Fødevaremyndighederne af både slikkonkurrenten Haribo Lakrids og Danmarks Aktive Forbrugere, DAF - men dog fuldstændig uafhængigt af hinanden - understreger Klaus Jensen fra de aktive forbrugere. Skaber forvirring om kostråd »Vi tager fat i det, fordi det er så stort et produkt og mange folk køber det. Det var en meget omfattende markedsføring. Mærkningen var på alle pakkerne, og reklamerne rullede på tv«, siger Klaus Jensen fra DAF og påpeger, at det samfundsmæssigt var et problem. »Det er mildt sagt ikke hensigtsmæssigt, at en stor virksomhed er med til at skabe forvirring om de kostråd, der bliver givet i en tid, hvor samfundet forsøger at gøre noget mod fedme og overvægt«, siger Klaus Jensen. Ifølge Fødevarestyrelsen er Katjes oplysninger på poserne om fedtindholdet faktuelt korrekte. Bliver også tyk af sukker »Men problemet er, at slikprodukter har et højt sukkerindhold«, siger Bjørn Richelsen, der er professor og formand for Motions- og Ernæringsrådet. Han mener, det er meningsløst og ligegyldig at markedsføre og sælge et slikprodukt på, at det er fedtfattigt. »Når sukkerindholdet er højt, er der ikke noget sundhedsmæssigt godt i det, og det høje kalorieindhold kan man også blive tyk af«, siger Bjørn Richelsen. Dan Kongsted, der er direktør i Valora Trade Konfekture som distribuerer Katjes, siger, er utilfreds med Fødevarestyrelsens afgørelse. »Vi er ikke enige, men vi tager deres sag til efterretning, og vi producerer ikke længere produkter med den markedsføring«, siger Dan Kongsted. Bøde sidste år Sidste år blev mejeriet Danone tildelt en bøde på 10.000 kroner af Fødevarestyrelsen, fordi selskabet havde lanceret en særlig grov vildledende markedsføring af yoghurten Actimel som et sygdomsforebyggende produkt. Den sag blev også anmeldt af Danmarks Aktive Forbrugere. Selv om Katjes markedsføring med den fedtfattige reklame er kendt ulovlig, må forretninger og butikker sælge ud af lageret af slikposerne frem til 1 juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her