Fire kinesiske børn forsvundet fra Danmark

Lyt til artiklen

4 af de 11 mindreårige kinesere, som siden sidste år har givet danske myndigheder hovedbrud, er forsvundet inden for de seneste uger. Tilbage i Danmark er 7 mindreårige børn fra Kina, som lever under skærpet bevogtning, mens deres asylsag behandles endeligt, og myndighederne forsøger at finde ud af, hvad de skal stille op med børnene. Sidste år forsvandt 28 uledsagede børn fra Kina, efter at de var mellemlandet i Danmark og havde søgt asyl. Det fik Dansk Røde Kors til at slå alarm af frygt for, at der var tale om organiseret menneskehandel med de kinesiske børn. 7 af de 11 mindreårige blev sat under skærpet bevogtning, og de opholder sig fortsat i Danmark. Men 4 af de 11 børn er forsvundet fra Danmark siden jul. En dreng, der i mellemtiden var fyldt 18 år, og en 17-årig pige forsvandt, efter at de havde fået afslag på deres asylansøgning. To piger på 16-17 år forsvandt, efter at Udlændingestyrelsen havde fundet ud af, at de havde mellemlandet i Grækenland og derfor skulle have deres asylsag behandlet der. Men inden de blev sendt af sted til Grækenland, forsvandt begge piger. »De var ikke så tæt overvåget som de andre«, forklarer Jørgen Chemnitz, der er leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors. Heller ikke politiet har holdt øje med Kina-børnene for at se, hvor de ville tage hen og dermed måske kunne lede politiet på sporet af de 28 børn, der forsvandt sidste år, og som ingen ved hvor er i dag. »Man kan se, at børn forsvinder alle mulige steder hen. Det ville ikke give os noget at følge dem. Det, der ville give os noget, var at se endestationen«, siger vicekriminalinspektør Johnny Lundberg fra Københavns Politi. Går i skole i Danmark Dansk Røde Kors passer dog godt på de sidste syv Kinabørn. Ikke mindst fire små børn i alderen 12-14 år, forklarer Gitte Nielsen, der er leder af Center Gribskov. Børnene går i skole og lærer dansk og engelsk. De virker trygge og glade, selv om de også er lidt frustrerede over, at de ikke rigtigt ved, hvad der skal ske, forklarer Gitte Nielsen. For myndighederne og for Dansk Røde Kors er det store spørgsmål, om de mange Kinabørn kom til Europa som led i menneskehandel, eller de var på vej til familiemedlemmer, som måske lever illegalt i et andet europæisk lande. »Ingen af os har svar på det spørgsmål«, siger Gitte Nielsen. Livstegn fra to piger Hun deltog for nylig i en international konference, hvor svensk politi, der har oplevet omkring 100 Kinabørn forsvinde efter at være mellemlandet i Sverige, forklarede, at man mente, at Kinabørnene kom til Europa for at få en uddannelse. De tilbageværende Kinabørn i Danmark har da også forklaret, at de har haft kontakt - formentlig via SMS-beskeder - til to af de piger, der er forsvundet for nylig. »De små Kinabørn har sagt til medarbejderne, at de to piger havde det godt, hvor de var. Den ene af de små udpegede på et kort, at den ene pige var i USA eller Canada, mens den anden var i England«, siger Gitte Nielsen. På vej til Frankrig? Hun mener da også, at det mest sandsynlige er, at de fire små Kinabørn skulle til Europa for at gå i skole og uddanne sig. »Jeg tror, de skulle have været til Paris, hvor slægtninge opholder sig illegalt«. De fire små Kinabørn har forklaret, at deres forældre er døde. »Men det kan vi konstatere ikke er tilfældet. Vi ved, at der har været kontakt mellem børnene og deres forældre gennem samtaler til Kina«, siger vicekriminalinspektør Johnny Lundberg. »Vi kan se, at de har relationer i Kina, og vi kan se, at de skulle have været til Frankrig. Vi går ud fra, at der er nogen i Frankrig, der ville tage imod dem. Hvem ved vi ikke. Vi efterforsker stadig, og vi bliver jævnligt klogere«. De fire små Kinabørn har alle fået afslag på asyl i Udlændingestyrelsen, og deres sager behandles nu af Flygtningenævnet. Politiet samarbejder med kolleger i Sverige og andre europæiske lande for at finde ud af, hvem der står bag de mindreårige Kinabørns rejser, og hvilken skæbne de var tiltænkt. Politifolkene har netop udvekslet erfaringer på et møde i Haag, og der er aftalt møde i Stockholm om kort tid. »Men det ser ud til, at vi har stoppet for strømmen af Kinabørn til Skandinavien«, siger vicekriminalinspektør Johnny Lundberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her