Sundhedsministeriet har overtrådt sin tavshedspligt ved at give Ekstra Bladet aktindsigt i en række journaler fra læge Søren Ventegodt. Det fastslår afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, pressejurist Oluf Jørgensen. Overtrædelsen skete, da ministeriet sendte uddrag af flere journaler samt en embedslægerapport til Ekstra Bladet, uden at man først fjernede initialerne på en af Søren Ventegodts patienter. De stod at læse i kvindens dagbogsnotater, som indgik i en af journalerne, og udklip fra disse dagbøger stod i dag at læse i Ekstra Bladet. »Der er klart tale om følsomme oplysninger, som er omfattet af tavshedspligten. Man kan godt udlevere personfølsomme oplysninger i anonymiseret form, men det afgørende er, at det kan ske uden mulighed for identifikation af patienten«, siger Oluf Jørgensen.
Sundhedsministeriet brød tavshedspligt
Lyt til artiklen