Dansk frugt er fyldt med svampegift

Salget og brugen af tolylfluanid er mere end firedoblet inden for de seneste fire år, på trods af, at kemikaliet er miljøfarligt, giftigt og lokalirriterende. - Foto: Martin Lehmann
Salget og brugen af tolylfluanid er mere end firedoblet inden for de seneste fire år, på trods af, at kemikaliet er miljøfarligt, giftigt og lokalirriterende. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Æbler, pærer, jordbær og agurker indeholder langt flere rester af svampegifte end tidligere. I 2000 fandt Fødevarestyrelsen giftrester i to procent af prøverne, i 2002 var tallet 16 procent, mens andelen i 2004 hoppede i vejret til 61 procent. Det fremgår af et notat fra Det Økologiske Råd, der har studeret styrelsens resultater fra den danske kontrol af sprøjtegifte. I 2004 tog kontrollørerne 88 prøver af de fire sorter, i 54 af prøverne var der rester af gift. Firedobling i salget »Problemet er, at man er begyndt at bruge to svampemidler, som stort set findes i alt det frugt, der sprøjtes med dem. Sådan har det ikke været hidtil. Det er eksploderet på grund af de to nye midler«, siger Hans Nielsen, landbrugspolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd. De to udskældte midler hedder pyrimethanil og tolylfluanid. Især sidstnævnte vækker bekymring, fordi salget og brugen er mere end firedoblet inden for de seneste fire år. Stoffet er klassificeret som miljøfarligt, giftigt og lokalirriterende. »Det er heldigvis ikke et umiddelbart sundhedsmæssigt problem, for indtil videre er fundene af giftrester under den fastsatte grænseværdi, men det er et problem i forhold til, at regeringen har en målsætning om at reducere resterne af gift i dansk frugt og grønt mest muligt«, siger han. Opfordring til lovindgreb Det Økologiske Råd opfordrer regeringen til at forbyde de to produkter: »Ellers ender det med, at der er flere giftrester i dansk end i udenlandsk frugt og grønt, og vi markedsfører os jo netop på, at man skal købe dansk, fordi det er sundere end udenlandsk«. Hvorfor er det nødvendigt at forbyde de to svampemidler, når indholdet af giftrester ikke er sundhedsskadeligt? »Det er fordi, vi har en politik i Danmark om, at vi ikke vil have de rester i fødevarerne. En undersøgelse fra EU-kommissionen viser også, at borgerne er bekymret over giften. Den her udvikling er et klart tilbageskridt«, siger Hans Nielsen. Uden gift måtte avlere kassere mange æbler med svamp. Er giftrester ikke prisen, vi må betale, for billige æbler? »Ja, men vi mener, at andre midler kan bruges, som ikke giver giftrester. Det er også først et problem, der er opstået i 2003, da man gav lov til at bruge det her middel (tolylfluanid, red.). Før har vi slet ikke set så høje koncentrationer«. V afviser et forbud Danske myndigheder forbød faktisk stoffet tolylfluanid i 1996 på grund af miljøfaren, men godkendte det igen i 2001 til at sprøjte jordbær, og i 2003 blev tilladelsen udvidet til æbler. Miljøstyrelsen kan ikke forbyde pesticidet, så længe det ikke efterlader giftrester over grænseværdien i varerne. Venstre afviser da også blankt at ændre reglerne, så svampemidlet kan forbydes. »Det væsentlige er, at fundene er under grænseværdien, så det er ikke umiddelbart alarmerende. Men forbrugerne skal ikke i kontakt med de stoffer, så derfor vil jeg tale med forbrugerminister Lars Barfoed (K) om sagen«, siger fødevareordfører Inger Støjberg (V). Regeringen vil ifølge pesticidplanen begrænse giftrester i frugt og grønt mest muligt. Hvor gode er I til at løse opgaven, når fundet af svampegift er steget fra 2 procent til 61 procent på fire år? »Nu er den plan kun nogle år gammel, og den skal lige have lov at virke først«. Socialdemokraterne kræver forbud mod tolylfluanid og har kaldt forbrugerminister Lars Barfoed (K) og miljøminister Connie Hedegaard (K) i samråd om sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her