Den tid er forgangen, hvor en fremadstormende journalist var en mand - og kun en mand - hvis eneste seriøse forhold var til skrivemaskinen, smøgerne og sjussen. Dette forældede - og lettere fordomsfulde - billede af manden som den ideelle journalist bliver nu skiftet ud med den hardcore karrierekvinde. Kvinderne får praktikpladserne Kvinderne klarer sig nemlig bedre end drengene på Danmarks Journalisthøjskole. De er mere disciplinerede, får bedre karakterer - og de løber med praktikpladserne. Det siger praktikvejleder på Journalisthøjskolen Pia Færing. »Medierne siger, at de gerne vil have flere drenge som praktikanter. Især fordi, det er gået op for dem, at de kom hjem med flest piger sidste gang, pladserne blev fordelt. Alligevel ender de med at tage flest piger, simpelthen fordi de er bedre«, siger Pia Færing til Politikens netavis. Ved den sidste fordeling af journalistiske praktikpladser i efteråret var der hele 37 mænd ud af de 41 studerende, der ikke fik en praktikplads i første omgang. Mors dreng bliver ikke journalist Ifølge Pia Færing fravælger medierne fyrene, fordi de er for ufokuserede og uforberedte. De kvindelige studerende virker mere disciplinerede, velforberedte og ydmyge over for opgaven. Forskellen ses også i karaktererne. Ved den netop overståede førsteårsprøve på Journalisthøjskolen i Århus fik 45 kvinder i gennemsnit 8,9, mens 51 mænd fik 6,2. Ud af de 21 studerende, der dumpede, var de 17 af dem mænd. Ifølge Pia Færing skyldes det i høj grad, at mange mænd er for forkælede: »De tager en på opleveren: 'Det går nok alt sammen'. Lidt drenget charme, en skødesløs attitude. Og hvis maskinen siger »game over«, så får man vel bare en ny chance? Ellers kommer mor sikkert og ordner det - det har hun nemlig altid gjort. Dengang der kom hul i sokken, sprut i hovedet eller kærestesorg i hjertet«, skriver hun i et debatindlæg i fagbladet Journalisten. Overvægt at kvinder på RUC og SDU Journalisthøjskolen i Århus har dog stadig flest mænd blandt de studerende. På det sidste hold var kønsfordelingen 59 kvinder og 74 mænd. Omvendt står det til på de to andre journalistuddannelser på Roskilde Universitetscenter (RUC) og Syddansk Universitet (SDU). Her har de kvindelige studerende længe været i overtal. På RUC er kønsfordelingen blandt de studerende, der skal søge om en praktikplads til foråret, fordelt med 27 kvinder over for 23 fyre. På SDU er samme årgang endnu mere ulige, med næsten dobbelt så mange kvinder som fyre - 41 kvinder og 24 mænd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























