Et multinationalt forsøg med hormonpræparatet Livial er standset i utide, fordi stoffet har vist sig at medføre en forøget risiko for slagtilfælde. Livial bruges til behandling af gener hos kvinder i og efter overgangsalderen, men det anvendes også - i lighed med andre hormonpræparater - til at forebygge knogleskørhed. 5.700 danske kvinder var sidste år i behandling med præparatet. Forebygger knogleskørhed Det forsøg, som nu er indstillet, skulle netop vise, om Livial kan forebygge nye knoglebrud i rygsøjlen hos kvinder, der allerede har knogleskørhed. Det kan det ifølge de foreløbige resultater, der viser en halvering i antallet af nye knoglebrud hos de kvinder, der fik det aktive stof - sammenlignet med den gruppe, der fik placebo (snydepiller, red.). Men samtidig viste det mere end en fordobling af antallet af slagtilfælde - blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger - i Livialgruppen sammenlignet med placebo-gruppen. 'Små tal' 4.538 kvinder i flere lande har deltaget i forsøget, heriblandt cirka 500 danske, oplyser overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris I. Stenver. »Der er tale om små tal for slagtilfældene i forsøget«, siger Doris Stenver: »Det drejer sig om 25 kvinder blandt dem, der fik det aktive stof, mod 11 i placebo-gruppen. Alligevel har man valgt at standse forsøget, fordi den positive effekt på knogleskørhed ikke skønnes at opveje den øgede risiko for bivirkninger«. Doris Stenver oplyser, at forsøgspersonernes gennemsnitsalder var 68 år, og at der således var tale om ældre kvinder, der i forvejen har en overrisiko for slagtilfælde. Ingen dødsfald Ifølge Doris Stenver er der ingen dødsfald blandt de 25 slagtilfælde. Hun havde ikke i går oplysninger om, hvorvidt nogle af de 25 kvinder er danske. Rapporten fra Livialforsøget er den seneste om en række videnskabelige forsøg, der har vist uheldige bivirkninger ved hormonbehandling af kvinder i og efter overgangsalderen. Tidligere undersøgelser har blandt andet vist en forøget risiko for brystkræft i forbindelse med behandlingen. Der er ikke i den nye rapport oplysninger om en overrisiko for brystkræft blandt de kvinder, som fik Livial. Men en tidligere dansk undersøgelse har vist, at netop dette hormon ligesom nogle andre blødningsfri behandlinger indebar en ekstra høj risiko for brystkræft - nemlig en firedobling - i forhold til forekomsten blandt kvinder, der aldrig har taget hormoner. Hormoner frarådes Et dansk forsøg med andre hormoner som forebyggelse af knogleskørhed blev for godt to år siden standset af etiske grunde, fordi det også viste en overrisiko for brystkræft. Siden er Lægemiddelstyrelsen gået bort fra at anbefale hormonbehandling som førstevalg til forebyggelse af knogleskørhed, netop på grund af de mange meldinger om bivirkninger. »Det kan da godt undre mig, at man har fortsat et forsøg med hormoner i forbindelse med knogleskørhed«, siger professor, overlæge Leif Mosekilde, der stod bag det forsøg, som blev stoppet i 2003. Doris Stenver understreger imidlertid, at deltagerne i det multinationale Livialforsøg var kvinder, der allerede havde knogleskørhed: »Der er forskel på at lave forsøg med et præparat som forebyggelse af en sygdom og på forsøg med forebyggelse af brud hos kvinder, der har knogleskørhed, der i sig selv er en alvorlig sygdom«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























