Det halter stadig gevaldigt med genoptræning af de patienter, som har brug for det efter et ophold på landets hospitaler. Det viser en ny rapport om en undersøgelse af forholdene for to patientgrupper, der skønnes at have et stort behov for genoptræning: patienter med hoftebrud og patienter med KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) - kaldet rygerlunger. Hospitaler har pligt Data fra Landspatientregistret viser, at i sidste halvdel af 2004 fik kun 11 procent af alle indlagt med hoftebrud en genoptræningsplan med hjem fra hospitalet. For KOL-patienterne var tallet helt nede på 1 procent. Det til trods for, at hospitalerne siden nytår 2001 har haft pligt til at udstyre alle med behov for genoptræning med en skriftlig plan for træningen. Og at Indenrigs- og Sundhedsministeriet netop i sommeren 2004 indskærpede denne pligt i en særlig vejledning, som fastslår henholdsvis amternes og kommunernes ansvar for genoptræningsområdet. »Der kan godt være tale om underrapportering fra hospitalerne til Landspatientregistret«, siger overlæge Thomas Lund Sørensen, Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse på Bispebjerg Hospital, der står bag undersøgelsen. »Nogle sygehuse tilrettelægger selv et ambulant genoptræningsforløb efter indlæggelsen og indberetter det ikke til Landspatientregistret. Andre patienter kan også godt have fået en genoptræningsplan, uden at det er rapporteret til registret. Men alligevel er tallene chokerende lave«. Vigtig faktor For både hoftebrud og KOL er der videnskabelig dokumentation for, at genoptræning er en vigtig faktor for at forbedre patienternes funktionsevne i dagligdagen. »Derfor skulle man umiddelbart tro, at næsten alle havde et genoptræningsbehov efter indlæggelse«, siger Thomas Lund Sørensen. »Da KOL er en kronisk sygdom, kan de patienter, som var indlagt i sidste halvdel af 2004, selvfølgelig have fået en genoptræningsplan ved en tidligere indlæggelse. Alligevel afspejler tallet på 1 procent nok, at man mange steder ikke har tradition for at tænke i genoptræning af disse patienter«. Tilbud mangler Undersøgelsen har også afdækket kommunernes tilbud og indsats i fire udvalgte amter over for de patienter, der kommer hjem fra hospitalet med behov for genoptræning. Rapporten viser, at nogle kommuner ikke har noget tilbud, og at andre ikke henviser patienterne til de tilbud, der findes. I rapporten indgår også undersøgelser af erfaringerne hos nogle af de patienter, der rent faktisk fik en genoptræningsplan. De viser, at to tredjedele af patienterne ikke selv har været taget med på råd i forbindelse med genoptræningsplanen, selv om det fremgår af loven, at det skal de. Og at netop de patienter, som ikke er taget med på råd, oftest er dem, der ikke få gennemført deres genoptræning. Undersøgelsen peger på, at loven om genoptræningsplaner langtfra er slået igennem rundt om i landet, og at genoptræning i det hele taget er et forsømt område. Ikke godt nok Formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), er skeptisk over for rapporten. »Jeg har ikke set denne rapport, men jeg har aldrig før hørt så negative tal«, siger han. »Derfor har jeg stor skepsis over for dem, selv om jeg gerne vil vedgå, at det nogle steder ikke gøres godt nok«. Rapporten fra Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse kommer med anbefalinger om tydeliggørelse af ansvarsfordelingen på området og udarbejdelse af retningslinjer og tjeklister for vurdering af patienternes behov. Det kan gøres bedre Med den nye sundhedslov overtager kommunerne efter strukturreformen en større del af ansvaret for genoptræning. Thomas Lund Sørensen håber, at rapportens anbefalinger vil indgå i overvejelserne, når kommunerne skal forhandle sundhedsaftaler med de nye regioner. »Det ville være dejligt, hvis man ville benytte strukturreformen til at sikre bedre patientforløb også efter indlæggelse på hospitalet. Lige nu har vi chancen for at gøre det bedre«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























