Den redaktionelle top på Jyllands-Posten er ikke helt enige om ytringsfrihedens grænser. I hvert fald ikke i en debat om karikaturer af holocaust. Beklager sin udtalelse Efter forskellige udmeldinger fra chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose, trækker Flemming Rose nu sine ord tilbage og siger undskyld. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder. Rose prøvede at samarbejde med iransk avis Først sagde Flemming Rose ellers i et interview på den amerikanske nyhedskanal CNN, at Jyllands-Posten overvejede at samarbejde med en iransk avis om at bringe karikaturer af holocaust. »Min avis prøver at etablere et samarbejde med denne iranske avis, og vi ville bringe billederne på den samme dag som den iranske avis«, sagde Rose. Juste nedlagde veto Det vil chefredaktør Carsten Juste dog ikke høre tale om, og i går aftes erklærede han, at der aldrig kommer karikaturer af holocaust i hans avis. Og det har nu fået Flemming Rose til at trække i land og undskylde. Det er den iranske avis Hamshahri, der ønsker at bringe disse karikaturer. De har udskrevet en konkurrence, hvor de hævder at ville afprøve Vestens grænser for ytringsfrihed.
JP-redaktør: »Jeg har begået en fejl«
Lyt til artiklen