Den store boykot af danske varer i de muslimske lande har tilsyneladende forbedret danskernes syn på Arla. Arlas omdømme har ellers ikke altid været helt i top blandt forbrugerne, men det har ændret sig gennem de sidste uger. »Vi kan se på de målinger, vi har fået foretaget, at vores omdømme er blevet meget bedre. Det kan vi kun tilskrive konflikten i Mellemøsten, og det at folk fatter sympati for os«, udtaler Louis Illum Honoré, pressechef hos Arla. Danskerne køber mere ost Men det er ikke kun et bedre omdømme, som Arla kan glæde sig over. Mejerigiganten kan også glæde sig over en stigning i sidste uges salg af mælk, ost og smør i Danmark. »Vi har solgt en del flere produkter i uge fem end i uge fire herhjemme«, melder Lous Illum Honoré. Arlas salg af ost steg med 22 procent i sidste uge, mens salget af mælk steg med 8 procent og salget af smørprodukter steg med 12 procent set i forhold til ugen før. Det er dog for tidligt at tilskrive boykotten i Mellemøsten stigningen på det danske marked, forklarer Lous Illum Honoré. Ifølge pressechefen kan stigningen i det danske salg også være skabt af andre ting, såsom at mange butikker har haft søndagsåben eller lignende. Boykot koster indtil videre 140 millioner Den 14 dage lange boykot af Arlas varer i Mellemøsten har indtil videre kostet Arla 140 millioner kroner. Arlas salg i Mellemøsten står stadig helt stille. »Vi sælger stort set ingenting«, siger Louis Illum Honoré, der ikke kan forestille sig, at situationen kan udvikle sig meget mere negativt for Arla. »Vi er nok så hårdt ramt, som vi kan være«, siger han Som følge af boykotten har Arla indstillet produktionen på sit mejeri i Mellemøsten og omlagt den danske mellemøstproduktion til andre markeder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























