De to piger på 11 og 13 år, der søndag blev eftersøgt af politiet på hele Sjælland, er fundet i god behold. De var taget på besøg hos et familiemedlem, oplyser Gladsaxe Politi. Søndag eftermiddag omkring kl. 17 gik de to søstre fra faderens hjem i Ballerup ved København for at lege på en legeplads lige i nærheden. Men pigerne kom ikke tilbage, og politiet satte en større eftersøgning i gang. Heldigvis er der ikke tilstødt pigerne noget. På eventyr »De to piger var taget på eventyr«, fortæller vagthavende ved Gladsaxe Politi. Søstrene tog af sted på egen hånd formentlig med offentlige transportmidler til familiemedlemmet, som bor på Sydsjælland. De kommer ofte på besøg, så familiemedlemmet anede ikke uråd, før mandag morgen, da radioen blev tændt. Pigerne var efterlyst over hele Sjælland, og politiet og familien blev underrettet om, at pigerne var i trygge hænder.
To savnede piger fundet i god behold
Lyt til artiklen