Regeringen gør alt muligt ad diplomatisk vej for at løse krisen med fortsatte muslimske protester mod Danmark efter Muhammed-tegningerne. Det oplyser statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter bombetrusler mod Jyllands-Posten, en fatwa mod danske soldater i Irak, afbrænding af billeder af ham i Gaza By og krav om en dansk reaktion fra muslimske lande. »Vi gør alt, hvad vi kan i øjeblikket for at finde løsninger ad diplomatisk vej. Det er, hvad jeg kan sige om det. Vi er oppe imod nogle ustyrlige kræfter. Det kræver en helt særlig indsats at få lagt en dæmper på det«, siger statsministeren. Beklager skænderi Han beklager dagens skænderi i Folketingets spørgetime mellem ham og oppositionen, især Socialdemokraterne, skønt parterne i går lovede politisk borgfred om sagen. »Det kunne jeg godt have undværet«, siger Anders Fogh Rasmussen. Han ville hverken kommentere, om regeringen ændrer holdning efter krav om en officiel undskyldning for Muhammed-tegningerne eller, om beredskabsniveauet er hævet for danske soldater i Irak og befolkningen i Danmark.
Fogh: »Vi er oppe mod ustyrlige kræfter«
Lyt til artiklen