Khader: Kamp om at blive mr. Islam i Danmark

Den radikale politiker Naser Khader siger, at der er opstået intern ballade blandt muslimer om at blive mr. Islam i Danmark. - Arkivfoto: Jan Grarup
Den radikale politiker Naser Khader siger, at der er opstået intern ballade blandt muslimer om at blive mr. Islam i Danmark. - Arkivfoto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Da situationen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger spidsede til mandag eftermiddag, sad den radikale folketingspolitiker Naser Khader på statsministerens kontor. I en timelang samtale gav han Anders Fogh Rasmussen (V) sin vurdering af konflikten, inden statsministeren gik på de to landsdækkende tv-kanaler. »Det stod klart for mig, at Fogh ikke kunne blive ved med ikke at mene noget om Jyllands-Postens tegninger af profeten«, siger Khader. Statsministeriet bekræfter, at Fogh og Khader holdt et møde på en lille time mandag eftermiddag, men ønsker ellers ikke at oplyse om indholdet af samtalen. Statsministeren havde mandag en 'lyttedag', hvor han talte med EU-ledere, partiledere, Landbrugsraadet, Dansk Industri og Arla Foods. »Kamp om islamiske sjæle« Og således også med en af de få folketingsmedlemmer med muslimske rødder. Naser Khader har været en af initiativtagerne til netværket Moderate Muslimer, der ikke vil slås i hartkorn med de fundamentalistiske islamister. På lørdag mødes 150 moderate muslimer på Christiansborg. »Et flertal af muslimerne her i landet ønsker ro om tegningerne, men blandt imamerne bliver sagen om Jyllands-Postens tegninger brugt til at markere sig som den mest rettroende. Det er simpelthen en kamp om islamiske sjæle i Danmark«, siger Naser Khader. Han vurderer, at højst 5.000-10.000 ud af de godt 200.000 med muslimsk baggrund i Danmark kommer regelmæssigt i moskeerne. »Intern splid giver optrapning« Mens den menige muslim ønsker ro, søger fremtrædende imamer til gengæld at fremstille et Danmark, hvor rettroende muslimer bliver forfulgt og undertrykt. »Det giver dem større status og bedre mulighed for økonomiske donationer fra mellemøstlige kredse. De argumenterer for, at de skal bruge penge for at beskytte islam«, siger Naser Khader, som beskriver konkurrencen sådan: »De forsøger at blive Mr. Islam i Danmark, og den interne strid betyder optrapning af konflikten«, siger han og ser det også som forklaring på, hvorfor kravene til den danske regerings undskyldning hele tiden stiger. »Fogh burde have taget mødet« Konflikten har stået på i godt fire måneder og Fogh har afvist at mødes med 11 ambassadører fra muslimske lande. En afvisning, som Khader støttede. »Det kan godt lyde bagklogt, men i dag synes jeg faktisk, at Fogh skulle have taget mødet og brugt det til at give dem en opsang og en lektion i, hvordan demokrati og ytringsfrihed fungerer«, siger han. Den radikale politiker peger på, at informationerne om Jyllands-Postens tegninger er kommet til Mellemøsten via de danske imamer, som har rejst til for eksempel Saudi-Arabien og Egypten. Afbrændte Koraner »Begivenhederne tog for alvor fart, da de arabiske tv-kanaler Al-Jazeera og Al-Arabiya tog sagen op torsdag i sidste uge. Dagen efter blev tegningerne taget op i fredagsbønnen i Egypten, Saudi-Arabien og Irak, og så blev det for alvor en stor historie. Der bliver også spredt falske informationer, som at der brændes Koraner af på Rådhuspladsen på lørdag«, siger Khader. Han har talt med sin familie i Mellemøsten om demonstrationerne mod Danmark. »Det hele er meget iscenesat. Det er nogle få , som brænder danske flag, og de sørger for at få det timet sådan, at filmfotografer kan få de helt rigtige billeder af flagbrændingen. Det er en levevej for nogle at fotografere demonstrationer og sælge optagelserne til internationale tv-stationer«, siger han. »Sondring uforståelig i Mellemøsten« I øjeblikket har regeringen indledt en diplomatisk offensiv over for de mellemøstlige regeringer for at understrege, at den danske regering ikke har nogen indflydelse på, hvilke tegninger en privat dansk avis vælger at trykke. Og at statsministeren flere gange har gentaget, at han personligt ikke bryder sig om de 12 tegninger. »I den arabiske verden skelner man ikke mellem en statsministers officielle og personlige holdninger. Den sondring kan man slet ikke forstå. Hvis stormuftien i Saudi-Arabien opfordrer til at droppe boykotten mod danske varer, ville det ske. Der er 6.000 prinser i den saudiske kongefamilie, som er involveret i handel. Får de besked oppefra om at stille danske varer på hylderne igen, så sker det«, siger Khader.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her