Regeringen vil stoppe berusede bilister

Regeringen sætter forskere til at undersøge, hvilke grupper i befolkningen der kører spirituskørsel - Foto: Finn Frandsen
Regeringen sætter forskere til at undersøge, hvilke grupper i befolkningen der kører spirituskørsel - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Justitsminister Lene Espersen (K) blæser til kamp mod danskere, der kører bil med alkohol i blodet. Kampagner og strengere straffe har hidtil ikke fået bilisterne til at droppe blandingen af benzin og alkohol, og på den baggrund beder ministeren nu Danmarks Transportforskning tegne en profil af den typiske spritbilist, så politikontrol og kampagner kan målrettes bedre. »Det er utrolig bekymrende, at så mange kører spirituskørsel med risiko for at slå sig selv og andre ihjel«, siger hun. Kender ikke nok til spritbilister »Vi ved desværre ikke nok om, hvem der kører spirituskørsel, hvilke aldersgrupper det er, fra hvilke erhverv og hvor i landet det primært sker. Forskningen skal gøre os klogere på de mere dybereliggende årsager til, at folk vælger at sætte sig bag rattet i deres bil, selv om de har drukket. Så kan vi bedre gribe ind«, siger Lene Espersen. Behov for viden Politiet snupper hvert eneste år samme andel spritbilister i deres razziaer. Seneste eksempel var sidste uge, hvor en landsdækkende kontrol afslørede, at 42 ud af 4.100 kørte bil, selv om deres promille var højere end de tilladte 0,5. Rådet for Større Færdselssikkerhed har i årevis advaret mod risikoen ved spirituskørsel. Regeringen indførte sidste år højere bøder for forseelsen og pålagde gengangere samfundstjeneste, mens fulde bilister, der bliver fanget for tredje gang, mister deres bil. Vil ikke afskrive stramninger Justitsministeren mener, at det er for tidligt at afskrive stramningerne. »De har ikke virket særlig længe endnu. Under alle omstændigheder er der behov for viden om, hvor stor en del af spiritusbilisterne der er alkoholikere og har brug for behandling, samt hvor stor en del der er almindelige bilister, som tænker, at de sagtens kan køre bilen hjem, selv om de har drukket en eller to øl for meget«, siger Lene Espersen. Følger op med kampagner Hun lover at følge op med kampagner, når profilen af den typiske spritbilist ligger klar. Undersøgelsen kommer efter flere år, hvor forskning i spritbilister og -ulykker har ligget stille - blandt andet fordi regeringen har skåret i midlerne, hvilket eksperter og oppositionen i Folketinget har kritiseret hårdt. Køn, alder og job »Det har beklageligvis ikke kunnet mærkes, at promillegrænsen blev sat ned til 0,5 i 1998. Spritulykkerne tegner sig for omkring 20 procent af det samlede antal dræbte i trafikken, og sådan har det været længe«, siger seniorforsker på DTF Inger Marie Bernhoft, der skal stå i spidsen for undersøgelsen. DTF får adgang til en række databaser med informationer om personer, der er blevet straffet for spritkørsel. Forskerne vil se på de dømtes alder, køn, uddannelse og arbejde. Derpå kan de udlede, hvilke grupper der er overrepræsenterede i statistikken. Undersøgelse til efteråret En ekstrabevilling på en million kroner finansierer den ny undersøgelse, som efter planen er færdig til efteråret. Ifølge en opgørelse fra Rådet for Større Færdselssikkerhed var spiritus en medvirkende årsag til 105 dødsfald på vejene i 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her