Den tragiske dødsbrand i en skihytte ved det alpine center i Hovden i Setesdal brød formentlig ud på grund af en fejl i en teknisk installation, skriver den norske avis Agderposten. Tre danske piger i alderen 15-17 omkom ved branden, mens seks kammerater reddede sig ud af hytten i sidste øjeblik. Politiet har taget dele af de elektriske installationer med fra hytten til nærmere undersøgelse, og den umiddelbare melding fra myndighederne er, at brandårsagen næppe skyldes uagtsomhed fra de unge. »Skyldes ikke uforsigtighed« Politiets kriminalteknikere vil ikke uddybe oplysningerne, men siger, at man har en formodning om, hvordan branden er opstået. »Vi tror ikke, at det er uforsigtighed med stearinlys eller lignende«, siger den lokale lensmand Knut Nomeland til Agderposten. Intet brandtilsyn Tragedien har ført til ny debat om brandtilsynet med de mange skihytter i Norge. Der findes ikke noget lovpligtigt tilsyn med sikkerheden i hytterne. Og så sent som dagen før branden henvendte chefen fra det lokale brandvæsen i Setesdal sig til de norske brandmyndigheder og efterlyste mere kontrol af hytterne. Elever rejst hjem De omkring 200 danske elever og 19 lærere fra Vejstrup Ungdomsskole på Sydfyn rejste i aftes hjem til Danmark. To af de seks elever, der reddede sig ud af den brændende hytte, blev indlagt med røgskader, men kunne i aftes rejse hjem med gruppen. Pårørende til de omkomne er rejst til Hovden i Setesdal, der ligger nogle timers kørsel nord for Kristiansand. »Alle er dybt berørt« Flagene gik i går på halv i Vejstrup, som er en lille by mellem Svendborg og Nyborg. »Alle er dybt berørt af katastrofen«, siger ungdomsskolens forstander Esben Svendsen til Fyens Stiftstidende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























