Ambassadør Niels Erik Andersen fulgte demonstrationen foran ambassadens bygning fra 25. sal. Omkring 200 vrede indonesere demonstrerede i nat dansk tid og forsøgte at trænge ind i bygningen. Det lykkedes for omkring 15, der dog hurtigt blev smidt ud igen. Herefter inviterede Niels Erik Andersen tre demonstranter inden for på sit kontor for at tale om Muhammed-sagen. Ambassadøren ville desuden give dem kopier af statsministeren og Jyllands-Postens udtalelser oversat til indonesisk. Et roligt møde »Vi talte om deres vrede over offentliggørelsen af tegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten, og hvordan det opfattes blandt den indonesiske befolkning, hvor langt, langt størstedelen er muslimer«, fortæller Niels Erik Andersen til Politikens Netavis fra Jakarta. »De havde medbragt kopier af tegningerne, som de havde printet ud fra Jyllands-Postens hjemmeside, dengang tegningerne stadig var tilgængelige der. Med henvisning til koranen sagde de, at den slags var utilgiveligt«, siger han og tilføjer, at det hele foregik i bedste ro og orden. Oversat til indonesisk Efter at demonstranterne havde redegjort for deres udgangspunkt for at demonstrere, fortalte ambassadøren om den seneste udvikling i sagen. Han fortalte blandt andet om Jyllands-Postens beklagelse over at have krænket muslimerne, og statsministerens personlige afstandtagen til tegningerne. »Jeg har fået de seneste udtalelser oversat til indonesisk, og det overrakte jeg til dem. Det var de glade for, og de takkede for det. Og så gav de mig et godt råd - jeg skulle viderebringe oplysningerne på indonesisk så bredt, jeg kunne, for at så mange indonesere som muligt kunne få samme informationer«, forklarer Niels Erik Andersen. Efter mødet kunne ambassadøren fra 25. sal se, hvordan papirerne med de oversatte udtalelser blev delt rundt mellem demonstranterne. Herefter opløstes demonstrationen. Ingen nervøsitet blandt danskere Den danske ambassadør har ikke mærket nogen dårlig stemning over for danskere i Indonesien. »Indtil i dag har jeg ikke mærket nogen form for nervøsitet, når jeg færdes ude i landet eller i byen her. Jeg har også talt med mange danskere her, og de har heller ikke oplevet noget«. Ved du, om emnet er blevet berørt under fredagsbønnen i Indonesien i dag? »Nej, det ved jeg ikke. Og jeg begynder nu at lægge to og to sammen - fredagsbønnen har været overstået i nogen tid nu, og der er ikke nogen demonstranter, der er vendt tilbage, eller nye, der er kommet til. Så lige nu vil jeg mene, at der er fred og ro«, siger Niels Erik Andersen fra Jakarta.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























