Talsmanden for de islamiske foreninger, Ahmed Akkari, vil gentage muslimernes kritik af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og af avisens efterfølgende udtalelser, når han i aften optræder i program på den arabiske satellitkanal Orbit. »Vi vil blive ved med at kritisere Jyllands-Postens tvetydige udtalelser. De taler jo til os, som om vi var dumme bavianer, der ikke kan læse eller skrive«, siger Ahmed Akkari til Ritzau. Ingen hetz i Danmark Han siger, at han samtidig vil slå fast, at muslimer i Danmark generelt ikke lever under hetzagtige eller middelalderlige vilkår med koranbrænding i gaderne. »Det trænger til en præcisering, og det har jeg en pragtfuld lejlighed til i dag«, siger Akkari. Talsmanden var med blandt de omtvistede, danskmuslimske delegationer til arabiske lande. Tv-programmet transmitteres til 40 fjernsynskanaler i den arabiske verden og sendes og fredag aften i den bedste sendetid, siger Akkari. Ingen pointe i at klage til Fogh Akkari understreger, at han også vil pointere, at vrede muslimer ikke kan få noget ud af at klage til statsministeren. Han mener i øvrigt, at Foghs forsonende udtalelser næppe nok til at tilfredsstille de muslimske samfund i Mellemøsten. »Lad os nu se, om han har overbevist den arabiske verden. Det tvivler jeg lidt på. Men vi muslimer i Danmark er tilfredse«, siger Ahmed Akkari om statsministerens udtalelser torsdag aften.
Muslimsk talsmand kritiserer avis på arabisk tv
Lyt til artiklen