Tag et nyt møde. Sådan lyder opfordringen fra et flertal af danskere til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i den stadig mere optrappede strid om de 12 Mohammed-tegninger i Jyllands-Posten. 40 procent mener ifølge en Vilstrup-undersøgelse for Politiken, at et nyt møde er en vej frem. 39 procent tror ikke på metoden. Forkert at Fogh afviste møde Et endnu større flertal - 54 procent - mener, at det var forkert, at Fogh i sin tid afviste at holde et møde om sagen med 11 ambassadører fra den muslimske verden. En officiel undskyldning fra statsministeren er der til gengæld ikke stemning for blandt danskerne, for den fremgangsmåde afviser 77 procent i undersøgelsen. Kun 13 procent mener, at en undskyldning er en farbar vej til at løse op for krisen. Rohde afviser nyt møde Venstres politiske ordfører Jens Rohde mener ikke, det giver mening med et nyt møde - ligesom han afviser, at statsministeren burde have taget imod invitationen fra de 11 ambassadører. »Ambassadørerne ønskede et møde med baggrund i et brev, hvor de forlangte retslig indgriben - en sådan baggrund kan statsministeren selvfølgelig ikke mødes på«, siger Rohde. Khader: Brug for dialog Det er den radikale Naser Khader helt enig i. »Mange er meget bagkloge nu, men jeg tror ikke, at de har læst ambassadørernes brev«, lyder det fra Naser Khader. »Til gengæld er der brug for dialog. Så udenrigsministeren burde rejse til de mest ophidsede lande og forklare sig«. S-formand Helle Thorning-Schmidt kræver heller ikke en undskyldning: »Det var en fejl, at Fogh ikke mødtes med de 11 ambassadører, men jeg vil ikke begynde at give gode råd netop nu om nye møder«. Respekt for religiøse følelser SF's formand Villy Søvndal er ikke overrasket over, at danskerne er kritiske over for regeringens håndtering: »Danskerne forsvarer ytringsfriheden, men samtidig viser målingen, at befolkningen ønsker respekt for religiøse følelser«, siger han. R: Regeringen er blevet overrasket Udenrigsordfører Niels Helveg Petersen (R) mener, at regeringen er blevet overrasket over,»at sagen har udviklet sig, som den gør«: »Regeringen burde have ladet udenrigsministeren mødes med de arabiske ambassadører, så de havde noget at sende hjem til deres regeringer. De fik ingen chance for at sende noget hjem«. Fahti Al Abed, næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, mener, at problemet især er, at Fogh blev opfattet som arrogant, da han afviste at mødes med ambassadørerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























