Herboende muslimer må træde i karakter for at hjælpe med at rette misforståelser mellem Danmark og de muslimske lande. »Jeg opfordrer herboende muslimer og religiøse ledere til at tage skridt, der kan dæmpe vreden«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen på det ugentlige pressemøde i statsministeriet, som udelukkende stod i Muhammed-tegningernes tegn. »Jeg opfordrer alle grupper i det danske samfund til ikke at iværksætte handlinger, der skaber yderligere splid«, lød det fra statsministeren. »Uvirkeligt« Dele af hans tale blev holdt på engelsk til ære for de udenlandske pressefolk. »Jeg tror, at det fremkommer uvirkeligt for mange, at 12 tegninger kan sætte så meget i gang«, sagde Anders Fogh Rasmussen i begyndelsen af pressemødet. Regeringen står fast Han pointerede, at han ser på situationens optrapning med dyb alvor, specielt når den kommer fra lande, som har modtaget støtte fra Danmark i mange år. Han stod stejlt fast på, at presset ikke vil betyde, at regeringen vil bøje nakken - hverken indirekte eller direkte - og sige undskyld. Pas på »de uskyldige« Statsministeren understregede, at den oppiskede stemning ikke må føre til, at »uskyldige indvandrere« bliver lagt for had. »Det er urimeligt, hvis det går ud over uskyldige indvandrere, der passer deres arbejde og forretninger«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Han gentog igen, at han tager personligt afstand fra tegningerne og aldrig selv ville have tegnet noget lignende. Glad for Jyllands-Postens undskyldning På et spørgsmål om regeringen er kommet tættere på at løse konflikten, svarede statsministeren, at han ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at bedømme mulighederne for at løse konflikten. »Jeg betragter Jyllands-Postens undskyldning som et betydeligt skridt for at løse problemerne«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Forskydning af debat Han blev også spurgt om, hvorfor han endelig bryder tavshed. Til det svarede Anders Fogh Rasmussen, at debatten har skiftet kurs fra at være en diskussion om ytringsfrihed til at handle om, at millioner af muslimer har fået deres følelser krænket. I øjeblikket arbejder regeringen hårdt for at løse konflikten. »Vi overvejer løbende hvilke skridt, der skal tages«, sluttede Anders Fogh Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























