Til næste år fødes de første babyer i Danmark af enlige og lesbiske, som er undfanget kunstigt med lægelig mellemkomst og officiel velsignelse. Når sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag fremsætter sit lovkompleks omkring kunstig befrugtning, er de enlige og lesbiske ganske vist ikke med, fordi de konservative ikke vil stå bag. Fremsætter ændringsforslag »Men jeg fremsætter sammen med de øvrige fire Venstre-medlemmer af sundhedsudvalget et ændringsforslag til ministerens lovforslag, og her gør vi det muligt, at læger kan befrugte lesbiske og enlige kunstigt«, siger sundhedsordfører Jørgen Winther (V). Hverken han eller regeringen er i tvivl om, at der er opbakning til ændringsforslaget. »Der er flertal i Folketinget og et stort flertal i Venstres gruppe«, siger Winther, som ikke lægger skjul på, at der for hans vedkommende er tale om lidt af en kovending. I 1997 var han med til at indføre forbuddet mod, at læger hjælper enlige og lesbiske til børn. »I dag er verden en anden, og vi kan se, at kvinderne drager til udlandet eller bruger andre faggrupper«, siger han. Ministeren er positivt indstillet Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der ikke ønsker at kommentere forslaget, har spillet en aktiv rolle bag kulissen. Ministeren har ikke lagt skjul på, at han er positivt indstillet over for at åbne for kunstig befrugtning til enlige og lesbiske. For at hjælpe en løsning på vej har ministeren - helt og aldeles usædvanligt - selv beskrevet en politisk smutvej overfor Folketinget. I et notat sendt til samtlige folketingsgrupper beskrives nemlig muligheden for at stille netop det ændringsforslag, som V-medlemmerne af sundhedsudvalget er på vej med. DF og K er modstandere Mens de konservative og store dele af Dansk Folkeparti er lodret imod forslaget, er der til gengæld opbakning hos flertallet i Venstre og i de øvrige partier. Både gruppeformand Helge Adam Møller (K) og tidligere minister Henriette Kjær (K) viser imidlertid forståelse for Venstres aparte måde at gribe sagen an på. »Det er mere reelt og demokratisk i stedet for, at man forsøger at tvinge en enighed igennem, når vi vitterligt er uenige«, siger Helge Adam Møller. »Folk skal have ret til at fremsætte ændringsforslag efter, hvad de mener«, siger Henriette Kjær. Flertal i Etisk Råd støtter ideen Etisk Råd har tidligere behandlet ideen, og et flertal støtter forslaget. Også formand og læge Ole Hartling: »Kvinder, der vil være mor, kan skaffe sig behandling på anden måde. Derfor foregår kunstig befrugtning af enlige og lesbiske, og det er underligt, at læger hidtil ikke har kunnet hjælpe til og sikre, at kvinderne får smittefri sæd for eksempel«, siger han. At de kommende babyer skal vokse op i familier uden en mand, anfægter ikke den etiske rådsformand. »Det vigtigste er, at mennesker er i stand til at skabe et kærlighedsforhold. Familier ser jo ud på alle mulige måder, og vi har ingen erfaring, der tilsiger, at børn af enlige og lesbiske trives ringere«, siger Ole Hartling. »Lovgiver mænd væk« Etisk Råd er delt på spørgsmålet. Grafisk designer Kit Louise Strand hører til det kritiske mindretal: »Man er på vej til at lovgive mænd ud af børns liv. Jeg har ikke noget imod hverken enlige eller lesbiske, men jeg mener ikke, at staten skal hjælpe dem til at få børn«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























