Det er for tidligt at købe barnevognen, hvis man som enlig eller lesbisk satser på at blive mor via en ny lov om kunstig befrugtning. Selv om sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tilsyneladende havde fundet et smuthul uden om den politiske uenighed i regeringen, forsøger de konservative nu af al magt at lukke hullet. Konservativ vrede »Sundhedsministeren har optrådt helt uantageligt og groft illoyalt«, siger den konservative gruppeformand, Helge Adam Møller, som slet ikke kan acceptere en legalisering af kunstigt skabte børn til enlige og lesbiske kvinder. Den konservative vrede skyldes, at Løkke Rasmussen i et notat til folketingsgrupperne beskriver, hvordan hans eget lovforslag om kunstig befrugtning - der ikke indeholder flere muligheder til enlige og lesbiske - kan suppleres med et ændringsforslag. Heftigt gruppemøde I kulissen er Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, klar med det ønskede ændringsforslag, der åbner for lægers adgang til at give enlige og lesbiske kvinder kunstig befrugtning. Med det forslag imødekommes sundhedsministeren og et flertal i Venstre. »Men den går ikke. Det er en kendt sag, at V og K ser forskelligt på denne sag. Vi vil i udgangspunktet fastholde, at barnet har både en far og mor, og når vi ligefrem laver børnene via kunstig befrugtning, så skal det være opfyldt«, siger Helge Adam Møller. Ganske vist accepterede han i første omgang Løkkes utraditionelle manøvre, men efterfølgende - ikke mindst efter et heftigt gruppemøde - vender han rundt og kritiserer regeringsmakkeren Venstre. »Når jeg i første omgang tog det pænt, skyldes det, at jeg ville tone uenigheden mellem V og K ned«, siger den konservative gruppeformand, som nu føler sig overbevist om, at et ændringsforslag med V-folketingsmedlemmer er utænkeligt. For husfredens skyld Slet ikke utænkeligt, fastholder Jørgen Winther, som dog har bøjet sig en smule for husfredens skyld. »Kommer der et fuldstændig tilsvarende ændringsforslag, hvor lesbiske i det private og for egen regning får ret til kunstig befrugtning, fra anden side, så er det helt i orden. Men kommer det ikke - fra Socialdemokraterne for eksempel - så fremsætter jeg det«, siger han. Umiddelbart skal VK ikke regne med brandslukning til at dæmpe de interne uenigheder fra S. Sundhedsordfører Lone Møller vil med sit ændringsforslag gå videre: Går efter fuld ligestilling »Vi går efter fuld ligestilling, og det betyder gratis behandling af læger på et offentligt sygehus«, siger hun, der dog erkender det vanskelige i at skaffe flertal for den model. »Men stille et ændringsforslag med brugerbetaling, som Venstre gerne ser det, det gør vi altså ikke«, siger Lone Møller, som også i samme åndedrag konstaterer, at den politiske ballade i sidste ende kan betyde en ny lov om kunstig befrugtning uden ændringer for de enlige og lesbiske kvinder. Lovforslaget indeholder også andre ændringer - for eksempel ægdonation mellem kvinder - og det behandles første gang i Folketinget i næste uge. Det har ikke været muligt at få kontakt med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























