Dansk ambassadør skal stå skoleret i Muhammed-sag

Lyt til artiklen

Den diplomatiske ballade om Jyllands-Postens Muhammeds tegninger breder sig, og Kuwait vil nu indkalde den danske ambassadør på grund af 'foragtelig racisme', skriver flere kuwaitiske aviser. »Kuwait fordømmer på det stærkeste, det der er blevet trykt i en af de danske aviser«, siger en højtstående repræsentant for det kuwaitiske udenrigsministerium i en erklæring, som er sendt til aviserne. »Det gør stor skade på profeten Muhammed«, sagde han og tilføjede: »Dette er en af de former for foragtelig racisme, der har ført til katastrofer for hele det internationale samfund«. Muslimsk raseri Embedsmanden sagde, at Kuwait har startet proceduren med at indkalde den danske ambassadør, der bor i Saudi-Arabien, til samtaler. Torsdag hjemkaldte Saudi-Arabien sin ambassadør fra Danmark i protest over, at den danske regering ikke vil tage officielt afstand fra tegningerne. Tegningerne blev tidligere på måneden genoptrykt i det norske blad Magazinet, hvilket for alvor antændte raseriet i den muslimske verden. En række muslimske ambassadører i Danmark har henvendt sig til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at få ham til at tage afstand fra tegningerne, der blev bragt i Jyllands-Posten i september. Men Fogh Rasmussen afviste i sidste måned at diskutere spørgsmålet om Muhammed-tegningerne, med henvisning til, at det hører ind under ytringsfriheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her