Venstre erklærer sig selv som vindere af kampen om skattepolitikken. Det sker efter, at Socialdemokraterne i dag langt hen ad vejen besluttede sig til at acceptere regeringens skattestop. »Det er en stor dag for Venstre. Skattestoppet er nu ligeså cementeret som fastkurspolitikken. Socialdemokraterne har ikke blot ophøjet Venstres skattestop til politisk kanon, de har ligefrem foræret Venstre en vetoret over skattepolitikken og dermed omfordelingen i Danmark«, siger Venstres politiske ordfører, Jens Rohde. Kræver selvdisciplin »Større politisk sejr kan man næsten ikke få, men nu håber vi, at Helle Thorning-Schmidt har gjort sig klart, hvad et skattestop indebærer. Skattestoppet kræver stor selvdisciplin. Vi glæder os til fremover at se Socialdemokratiske finanslovforslag, der overholder skattestoppet og ikke munder ud i Anker Jørgensen-økonomi, hvor man bare bruger af kassen. Det har vi nemlig endnu til gode«, siger Jens Rohde.
Rohde: S-udspil er en stor sejr for Venstre
Lyt til artiklen