Staten fik en rekordhøj indtjening på 260 millioner kroner sidste år fra næsten 300.000 bilister, der kørte for stærkt og blev blitzet af politiets fotovogne. Dermed har staten hentet en lille milliard kroner i indtægter på den automatiske trafikkontrol, siden den havde premiere for seks år siden. »Bilisterne kører ikke hurtigere - tværtimod har de sænket farten. Men vi har udvidet kontrollen, som politikerne har givet os besked på«, siger vicepolitiinspektør Leif Sørensen, Rigspolitiet. Masser af fotobøder I det første år med fotofælder skrev politiet 100.000 fotobøder, og siden da er tallet steget støt. Alene sidste år fik 26 procent flere danske bilister et girokort, fordi de passerede politiets varevogne i for høj fart. I samme periode er investeringerne i trafiksikkerhed gået markant ned, påpeger Rådet for Større Færdselssikkerhed og bilisternes organisation FDM. Derfor er det ifølge organisationerne på tide at bruge bødekroner på cykelstier, rundkørsler, rumleriller, kampagner og andre tiltag, der kan bringe antal dræbte og kvæstede i trafikken længere ned. »Da fotokontrollen blev indført, var det en del af forslaget, at nogle af pengene skulle bruges til færdselssikkerhed. Men den tanke er gledet ud. Det er brandærgerligt, for ulykker koster samfundet dyrt, og udgifter til trafiksikkerhed tjener sig hurtigt hjem«, siger direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell. Pengemaskine Thomas Møller Thomsen, direktør i FDM, siger, at bilisterne vil bakke mere op om fotofælderne, hvis de vidste, at bødekronerne gik til bedre og mere sikre veje: »Så slipper politikerne også for anklager om, at kontrollen er en pengemaskine, hvis formål er at fylde statskassen«. Men justitsminister Lene Espersen (K) siger nej. »Vi bruger andre af statskassens penge på at forbedre trafiksikkerheden. Man kan ikke lade de investeringer afhænge af, om der kommer penge i bødekassen eller ej, for hvad så hvis der pludselig ikke kom flere bødepenge ind?«, siger ministeren og tilføjer, at regeringen allerede har sat »milliarder af kroner« af til at forbedre vejene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























