Espersen vil advare mod dødsfælder

Lyt til artiklen

Justitsminister Lene Espersen (K) lægger op til at advare bilister på særligt farlige strækninger, hvor politiet kontrollerer fart fra fotovogne. Formålet er at få farten ned og dermed undgå dødsulykker. »Et skilt skal signalere, at denne vej er simpelthen en dødsfælde, hvor der er kontrol, og hvor bilisterne skal være ekstra varsom med farten. Jeg vil kontakte Vejdirektoratet og politiet med henblik på at udvælge ulykkesramte strækninger, der kunne egne sig til forsøg med skiltning«, siger ministeren. Kamp mod ulykkesfrekvens Skiltene skal stå ved de veje, hvor politiets kontrol ikke har fået farten og ulykkesfrekvensen ned. Politiet har 26 varevogne, der fotograferer fartglade bilister. De skifter mellem 1.800 strækninger, men bilisterne ved ikke, at de kører på en vej med politikontrol - de kan ganske vist klikke sig ind på politiets hjemmeside og se en samlet liste over kontrollerede veje, men det gør de færreste. »Begrænset effekt« Derfor peger bilisternes organisation FDM og Rådet for Større Færdselssikkerhed på, at den omdiskuterede fotokontrol kun har en begrænset effekt på farten. Rådets direktør René la Cour Sell mener på den baggrund, det er »positivt, at ministeren er indstillet på at lave en målrettet indsats på de strækninger, hvor man kan dokumentere, at for høj fart spiller ind på antal dræbte og kvæstede«. »Hvis man også skruer op for kontrollen på de meget ulykkesplagede veje, så vil man opnå, at bilisterne i større omfang overholder fartgrænsen. Det betyder, at ulykker, hvor farten spiller en afgørende rolle, vil blive mindre alvorlige«, siger direktøren med henvisning til andre nordiske lande, hvor man skilter med kontrollen. Det er ifølge direktøren især på de store hovedveje, at skilte kan gøre en forskel: »De er ikke dimensionerede til den trafikmængde, der er. Forholdene for cyklister og fodgængere er ringe, der er mange hasarderede overhalinger, og vejene skærer gennem mange landsbyer, hvor børn krydser vejen«. Forebyggende effekt udnyttes ikke FDM's direktør Thomas Møller Thomsen så helst, at der var skilte alle steder, hvor politiets fotovogne er: »Jeg synes slet ikke, at man bruger den forebyggende effekt ved fotokontrol godt nok i dag. Hvis bilisterne ved, at der er risiko for at blive fotograferet, så er de klart mere tilbøjelige til at overholde fartgrænsen«. God idé at skilte Professor i risikohåndtering ved Lunds Universitet Kurt Petersen giver FDM ret i, at politiet skal skilte med kontrollen. »Det er et kendt forskningsresultat, at hvis man skal have effekt af politikontrol, skal den være synlig, massiv og blivende«, oplyser Kurt Petersen, der er tidligere forskningschef på Danmarks Transportforskning. Kontrollen begyndte for seks år siden og har fået hård kritik for at være kratluskeri og pengemaskine. Bilisterne har sagtnet farten en smule, siden fotovognene blev indført, men antal bøder er steget støt. Sidste år delte politiet knap 300.000 fotobøder ud, hvilket gav staten 260 millioner. Dermed har staten tjent næsten en milliard på fotobøder siden 2000. Afviser totalskiltning Justitsministeren afviser forslaget om skilte på samtlige kontrollerede veje. »Det vil betyde, at folk tænker: Her skal jeg passe på, men i resten af landet kan jeg køre, som det passer mig«, vurderer Espersen. Ifølge Vejdirektoratet og Danmarks Transportforskning er det umuligt at dokumentere, om fotofælderne redder liv i trafikken. Sidste år mistede omkring 335 livet på vejene. En tredjedel af dødsulykkerne sker, fordi bilisterne kører for hurtigt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her