Det går trægt for kommunerne med at få vurderet deres sociale klienters muligheder for at finde et job. Næsten fire ud af ti modtagere af kontant- eller starthjælp har ikke fået vurderet deres mulighed for at finde en vej ind på arbejdsmarkedet. Landets 271 kommuner har ellers siden september haft pligt til at placere modtagerne i matchgrupper, men blot 69.000 ud af knap 110.000 kontanthjælpsmodtagere er blevet placeret i de fem matchkategorier. Radikal ophidselse Der er stor forskel på kommunerne, viser et svar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Svaret ophidser de radikale: »Det kan ikke nytte noget, at kommunerne udsætter at matche kontanthjælpsmodtagerne til en dag, de får bedre tid«, siger arbejdsmarkedsordfører Elisabeth Geday (R). Beskæftigelsesministeren oplyser, at 63 procent af kontanthjælpsmodtagerne i december var matchet. Styrelse tager den med ro Arbejdsmarkedsstyrelsen, der er myndighed på området, ønsker ikke at oplyse, hvordan de enkelte kommuner ligger, men finder ikke situationen alarmerende. Det foruroliger de radikale. »Det går simpelthen ikke, at der er kommuner, som er nede på at matche 8 eller 11 procent, mens andre er oppe på næsten 90 procent. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle kommuner, som ikke tager det her alvorligt«, siger Elisabeth Geday. S utilfredse med kommunerne Heller ikke Socialdemokraterne er tilfredse med kommunerne, der skal have matchet kontanthjælpsmodtagere, senest tre måneder efter at de har meldt sig på kommunekontoret. »Det er ikke godt nok. Og det er beskæftigelsesministeren, som har ansvaret for, at kommunerne får matchet kontanthjælpsmodtagerne. Det er meget kritisk, at matchningen ikke er i orden, når for eksempel integrationsloven blandt andet bygger på matchgrupperne«, siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S). De radikale peger på, at det er helt afgørende at udnytte de gode tider. »Det er nu, det er muligt at få folk i arbejde, som virksomhederne tidligere ville have rynket på næsen ad, men kommunerne skal gøre en del for at få kontanthjælpsmodtagerne, der er længst fra arbejdsmarkedet, i arbejde«, siger Elisabeth Geday. KL: Systemet er under indkøring Kommunerne har ikke nogen forklaring på, at det kniber med matchningen. »Vi har fået mange nye regler, som vi skal håndtere, uden at der er fulgt penge med, men vi gør vores bedste for at leve op til reglerne«, siger formand for Socialcheferne i Danmark Ole Pass, socialchef i Rødovre. Kommunernes Landsforening tvivler på, at situationen er så slem: »Systemet er under indkøring, men jeg vil også sige, at mange kommuner ikke kan genkende tallene«, siger chefkonsulent Ulrik Petersen. Beskæftigelsesministeren har ikke ønsket at kommentere tallene, men har tidligere skældt ud på kommunerne, fordi de er for længe om at matche kontanthjælpsmodtagerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























