Verdens mest eftersøgte terrorist, Osama bin Laden, har på ny udsendt en lydoptagelse med trusler om terror. Ifølge den arabiske tv-station al-Jazeera stammer optagelsen fra den muslimske måned, der svarer til december. En CIA-officer har bekræftet, at det er Bin Laden, man hører på optagelsen. Aktioner under forberedelse Bin Laden advarer her om, at nye terrorangreb er under forberedelse, og helt specifikt advarer terrorlederen om, at al-Qaeda atter vil slå til i USA. Bin Laden siger, at de øgede sikkerhedsforanstaltninger i USA ikke er årsagen til, at al-Qaeda ikke har angrebet dér siden 2001. Årsagen er, at de nye angreb behøver grundig forberedelse, siger terrorlederen. »Forsinkelsen i lignende aktioner i USA skyldes ikke jeres sikkerhedsforanstaltninger. Men der er aktioner i gang i Bagdad, og I vil opleve aktioner i jeres hjemstavn det øjeblik, forberedelserne er tilendebragt, med Guds vilje«, siger stemmen på al-Jazeeras bånd. Vil indgå aftale Terrorlederen siger også, at al-Qaeda er indstillet på at indgå en aftale med amerikanerne. Al-Qaeda-lederen præsenterede en lignende idé over for Europa i april 2004. Bin Laden siger, at al-Qaeda er villig til at afspejle, at et flertal af amerikanerne går ind for at trække tropper hjem fra Irak. »Vi har ikke noget imod at komme amerikanerne i møde ved at indgå en langsigtet aftale på fair betingelser. Så kan vi (gen)opbygge Irak og Afghanistan. Der er ingen skam i denne løsning. Den vil spare milliarder af dollar, som i dag bliver spildt på krigens købmænd«, siger bin Laden på båndet. USA afviser Det Hvide Hus har dog hurtigt afvist terrorlederens tilbud. »Al-Qaeda-lederne og andre terrorister er helt klart på flugt. De er under et stort pres. Vi forhandler ikke med terrorister - vi sætter dem ud af spillet«, siger Det Hvide Hus' talsmand, Scott McClellan, og fortsætter: »Vi holder ikke op, før de er besejret«. Han siger også, at den amerikanske præsident, George W. Bush, er blevet underrettet om båndet, og at efterretningsfolk er ved at analysere det for at se, om det indeholder nyttige oplysninger. Ti minutter langt bånd Det er første gang siden den 27. december 2004, at verden hører fra Osama bin Laden på et lydbånd. Ifølge chefredaktøren for al-Jazeera er lydbåndet i alt ti minutter langt. Al-Jazeera har indtil videre udsendt fire klip. Stationen har valgt de passager ud, der har nyhedsværdi, siger chefredaktøren til AP uden at uddybe, hvad bin Laden i øvrigt taler om på båndet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























