Klyngebomber regnes for et af de mest inhumane våben, der findes. De lemlæster børn, kvinder og andre civile i lighed med landminer - bare kraftigere. Men international lov forbyder ikke klyngebomber, og derfor kan danske pensionsselskaber frit investere i virksomheder, som producerer bomberne. Det gælder også ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension), som alle danske lønmodtagere ifølge loven skal indbetale en del af deres løn til. ATP har investeret 40 millioner kroner af disse penge i selskabet EADS Co., European Aeronautic Defence and Space Company. 'Store humanitære problemer' Firmaet producerer blandt andet bombekastergranaten PR Cargo, som ifølge Norsk Folkehjelps Mineseksjon medfører »store humanitære problemer«. ATP har ikke ønsket at svare på Politikens spørgsmål, men i en kortfattet skriftlig kommentar siger aktiechef Carsten Wiinblad, at man vil undersøge sagen. »I de screeninger af selskaber, ATP får foretaget for brud på internationale konventioner, er vi ikke stødt på EADS Co. Denne investering vil vi hurtigst muligt undersøge«, skriver han. Nordmænd siger nej I Norge har den statslige oliefond solgt sine aktier i de virksomheder, der fremstiller klyngebomber: »Det er det norske folks sparepenge, og man ønsker ikke at medvirke til noget, som det norske folk finder uetisk - produktion af den type våben eller bare at eje andele af det«, siger Gro Nystuen, formand for det norske Etikkrådet for Statens Pensjonsfond Utland. Danske lønmodtagere har ingen indflydelse på, hvordan ATP investerer deres penge og kan derfor ikke fravælge selskaber, der producerer inhumane våben. ATP's etiske retningslinjer pålægger virksomheden ikke at investere i virksomheder, som bevidst og gentagne gange bryder regler eller konventioner, der er vedtaget af FN eller EU, og som Danmark har tiltrådt. »Da ATP dækker næsten hele den danske befolkning og ikke kan fravælges, skal netop vi leve op til dansk og international lovgivning«, skriver aktiechef Claus Wiinblad fra ATP. Børn tror, bomber er legetøj Folkekirkens Nødhjælp kender konsekvenserne af klyngebomber, særligt fra Kosova og Irakkrigen. De kan fortælle om børn, der tror ueksploderede bomber er legetøj og derefter bliver totalt lemlæstede. »De civile og menneskelige omkostninger ved klyngebomber er store. Derfor burde investorer sende et signal om, at klyngebomber ikke er i orden ved aktivt at fravælge dem«, siger international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach. Politisk arbejder Danmark gennem FN for at ændre klyngebomberne, så de bliver sikrere for civile. I alt har ATP investeret 221 millioner kroner i selskaber, som producerer klyngebomber eller kernevåben. En række andre pensionsselskaber som PFA, Danica, Industriens Pension og PensionDanmark ejer også aktier i samme type selskaber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























