Svage skoler skal have flere lærere

Lyt til artiklen

Et par hundrede københavnske lærere puttes i en pose. Den rystes, og derefter placeres lærerne på de skoler med flest sociale problemer. Selv om øvelsen ikke bliver fysisk, betyder vedtagelsen af en ny budgetmodel i børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune en ny placering for mere end hver 10. lærer i kommunens samlede korps på 1.600 lærere. »I stedet for bare at udregne budgettet efter klassestørrelser og andre mere gammeldags metoder tager vi 12,5 procent ud af budgettet og reserverer dem til skoler med mange socialt vanskeligt stillede«, siger børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Frivillig flytning Den nye budgetmetode, som får virkning fra det kommende skoleår, ligger i forlængelse af beslutningen om at indføre en særlig frivillig omflytning af tosprogede elever til skoler med flest danske børn. »Vi tilbyder ikke kun børnene at flytte. Vi går også ind og flytter på ressourcerne - i skolesammenhæng er det lærere - for at bryde den negative, sociale arv«, siger børne- og ungdomsborgmesteren. Ingen hemmelighed Han er blevet skældt ud for, at skolerne med det nye system bliver stemplet socialt, men Bo Asmus Kjeldgaard fastholder, at antallet af førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere i forældregruppen er med til at bestemme skolens udfordringer. »Selvfølgelig skal disse sociale profiler være offentligt tilgængelige. Tallene ligger jo på Danmarks Statistiks hjemmeside, så det kan ikke være særlig hemmeligt«, siger han. Bred opbakning Københavnermodellen med flytning af de tosprogede børn får bred opbakning på Københavns Rådhus, men den meget udstrakte grad af frivillighed i modellen vækker dog bekymring. »Vi kunne nemt forestille os, at det udelukkende bliver de ressourcestærke tosprogede, der benytter ordningen og flytter deres børn. Skridtet burde tages fuldt ud og indbygge, at de mere socialt belastede tosprogede får et lidt mere offensivt tilbud«, siger uddannelsesordfører Jan Andreasen (S). 'Brian'erne »Der er rigtig mange 'Brian'er' derude, der også har brug for at blive integreret. De bør spredes til klasser med mange velfungerende danske børn. Vi skal prioritere de socialt tunge børn i skolen, i stedet for den bevidstløse ressourcetilførsel, der foregår, så snart det handler om tosprogede«, påpeger Jan Andreasen. Borgmesteren kan godt forstå synspunktet, men fastholder, at en ommøblering af lærerkræfterne også er et tilbud til Københavns mange 'Brian'er'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her