S-togtrafikken er stort set lammet på grund af faren for nedfaldne strømledninger. Der kører ved 16.30-tiden kun S-tog mellem Valby og Hellerup. DSB opfordrer passagererne til at tage bussen i stedet. Lammet i timevis Banedanmark tør ikke umiddelbart skyde på, hvornår togene kører igen. Men prognosen går på, at der vil gå timer. Ledningerne er så tynget af is og sne, at der sandsynligvis skal tøvejr til, før faren for is-nedfald er væk. Forsinkelser mellem landsdelene Togtrafikken mellem landsdelene har det også svært. Værst ser det i eftermiddag ud for trafikken på Sjælland. Men DSB oplyser, at passagererne generelt skal regne med, at togene er op mod halvanden time forsinket. Det gælder for Intercity-, Intercitylyn- samt regionaltogene. Passagerer på Kystbanen kan godt komme hjem. Der kommer i snit et tog hver 20. minut, og togene standser i dag ved alle stationer op langs kysten. Storebæltsbroen lukket Til gengæld er togene ikke så generet af, at Storebæltsbroen i eftermiddag blev lukket i begge retninger på grund af risiko for nedfaldssne fra broens pyloner. Togene kører i tunnellen de steder, hvor der er fare for nedfaldsis og -sne. De seneste meldinger fra Vejdirektoratet går på, at broen bliver åbnet for bilerne igen kl. 20. Glat på Sjælland Biltrafikken er generelt tæt over det meste af Sjælland i eftermiddag, oplyser vagtchef Lars Gustavsen fra Vejdirektoratet, og der er lange bilkøer på begge sider af broen. Særligt på Sjælland er der fortsat risiko for isslag. Vest for Storebælt er vejsituationen bedre, om end direktoratet fortsat råder folk til at tage den med ro. »Og alle steder skal folk passe på, når frosten om kort tid får fat i de våde vejbaner«, siger Lars Gustavsen. Han siger dog, at der ikke længere er noget i vejen for, at folk bevæger sig ud på vejene, så lang tid man er indstillet på at køre forsigtigt. Mere sne på vej Der er en ny hvid front på vej ind over Danmark, og ved 16.30 var sneen begyndt at falde i Vestjylland. Herfra breder skydækket sig ind over landet. Og der kan komme en del sne i løbet af aftenen. Der tales om, at skydækket truer med at smide 50 mm sne visse steder. På Bornholm har det 'gamle' snevejr endnu ikke passeret. Ved 16-tiden var meldingen »snefygning, snefald, sneglat« fra bornholmerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























