Unge: Druk er yt - alkohol er for tabere

En ung mand tager en ordentlig slurk øl. I fremtiden vil han være yt. - Arkivfoto: Mads Nissen
En ung mand tager en ordentlig slurk øl. I fremtiden vil han være yt. - Arkivfoto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Håndbajeren er død. I hvert fald blandt de 20-29-årige, som går meget i byen og har en stor omgangskreds. Fremover vil det være totalt yt at drikke alkohol. Selv i moderate mængder. Vinen til den gode middag vil blive afløst af friskpresset juice og nattelivet afviklet i ædru tilstand, fordi det signalerer en sund og kontrolleret livsstil. »Der er ikke meget livsstil i at være lallende stiv og banke i en bar. Man sidder med et enkelt glas god hvidvin eller en alkoholfri drink uden farvestoffer«, siger trendforsker Christina Bruus-Jensen fra reklamebureauet firstmove i København. Nye tendenser Reklamebureauet har speciale i at spotte nye tendenser i deres vorden, og arbejder i grove træk ud fra den tese, at trends opstår ét sted og langsomt breder sig til det store flertal. Firstmove vurderer, at tendensen til afholdenhed vil sprede sig til flertallet i netop den aldersgruppe inden for et år. Vurderingen bygger på en såkaldt kvalitativ undersøgelse blandt 53 trendsettere i København og Aalborg i alderen 20-29 år. Påvirker os andre Trendsettere defineres som forbrugere, der gør ting før alle andre, og passivt påvirker alle os andre. Det er, med andre ord, hende i omgangskredsen, som altid har den nyeste mobil før andre. De adspurgte giver udtryk for, at de finder det aldeles taberagtigt at drikke mere end én til to genstande. De ser ned på folk, som drikker sig berusede, og bruger afholdenheden til at vise omverdenen, at de selv har styr på tilværelsen. Trenden vil være den samme, uanset om man er akademiker eller mekanikerlærling, rig eller fattig, byboer eller landmand, oplyser Christina Bruus-Jensen. Rygning og overvægt På Center for Ungdomsforskning genkender man tendensen til mådehold og selvkontrol. »I dag er rygning og overvægt yt, fordi det er udtryk for manglende kontrol. Afholdenhed passer helt klart ind i det billede. Man skal vise over for andre, at man har styr på sit liv. Så nytter det ikke at rulle rundt i en brandert«, siger forskningsleder Jens Christian Nielsen. Samme vurdering lyder fra Sundhedsstyrelsen: »Det undrer mig overhovedet ikke, hvis det går den vej. Der stilles større og større krav til den aldersgruppe på arbejdsmarkedet, på uddannelsesstedet og i familien, og det kan man ikke leve op til, hvis man har så massivt et alkoholforbrug, som vi ellers har set hidtil i den gruppe «, siger specialkonsulent Kit Broholm og tilføjer: »Kroppen bliver sat betragteligt tilbage, når man drikker alkohol - selv få genstande - så der er ingen tvivl om, at mennesker, som hele tiden skal yde det optimale, får flere ressourcer og mere energi af at lade være med at drikke«. Tendensen blandt de 20-29-årige er endnu så ny, at den endnu ikke er slået igennem i statistikken. Men blandt de helt unge under 16 år kan man faktisk se et lavere forbrug af alkohol i dag end tidligere, oplyser Kit Broholm. Drikker mindre alkohol Folk mellem 20-29 år er ofte under uddannelse. Og også ude på universiteterne og de øvrige læreanstalter mærker man, at de studerende drikker mindre alkohol. »På samme måde som der er prestige i at bo det rigtige sted og spise den rigtige mad, er der prestige i at holde igen med alkohol. Det viser, at man lever sundt, og det er der prestige i generelt«, siger levevilkårsordfører Esben Ehmsen, Danske Studerendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 studerende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her