Onsdag 11. januar tog endnu en indsat på den omstridte afdeling H - I i anstalten ved Herstedvester sit eget liv. Han er den tredje på blot fire måneder, der begår selvmord i afdelingen. De indsatte har nu døbt afdelingen, der huser nogle af Københavns mest psykisk syge i fanger, 'dødsgangen'. Kritik fra ombudsmanden Afdelingen er samtidig kommet under skarp kritik af Folketingets Ombudsmand, der i en nyligt udgivet inspektionsrapport kalder vedligeholdelsen af cellerne og fællesarealerne for »uacceptabel«. Møblerne er i dårlig stand, vinduer og celler er beskidte, og ruder er knust, skriver ombudsmanden, der også beretter om, at der i en af observationscellerne var lagt plastikposer over udluftningsristen for at dække for kloaklugten. »Cellen trængte til at blive rengjort«, skriver Lennart Frandsen fra Ombudsmandens kontor i rapporten. Samtidig var fangernes fælles badeværelse fyldt med fugtskjolder. Ombudsmanden kræver, at der nu bliver afsat penge til vedligeholdelse ikke mindst til hygiejne og pleje, fordi »de indsatte på denne afdeling hører til de svageste i anstalten«. 'Alarmerende' selvmord Og der vil ske ændringer nu, siger fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen, der kalder det ny selvmord for »alarmerende«. »Det seneste selvmord har gjort mig opmærksom på, at der er behov for mere gennemgribende forandringer. Så nu vil vi have en særbevilling fra Kriminalforsorgen«, siger hun og fortsætter: »Al erfaring viser, at gode omgivelser også skaber mere psykisk stabile mennesker«. Kriminalforsorgens direktør William Rentzmann er parat til at drøfte en plan for at forbedre afdelingen. Men han afviser, at den dårlige vedligeholdelse skulle have nogen indflydelse på det at begå selvmord. »Det kan man slet ikke slutte«, siger Rentzmann. Ombudsmanden er i gang md at undersøge de to foregående selvmord og har krævet en detaljeret redegørelse fra Kriminalforsorgen om samarbejdet med de psykiatriske myndigheder. Hængte sig med snørebånd I en af sagerne begik den indsatte, Jesper Lautrup, selvmord i en observationscelle med et snørebånd rundt om halsen, efter at Herstedvester ni gange havde forsøgt at få ham overført til det psykiatriske hospital, Sankt Hans. Jesper Lautrup var psykotisk og havde flere gange truet med at tage livet af sig selv. Ifølge internationale konventioner må psykotiske fanger ikke sidde i fængsel. I en e-mail til Politiken kalder justitsminister Lene Espersen (K) det ny selvmord for »tragisk«. »Jeg ved, at Kriminalforsorgen arbejder meget med at få mindsket risikoen for selvmord«, skriver hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























