De 200 nye danske soldater i det sydlige Afghanistan risikerer at komme på en hård og farlig opgave, når de senere på året sammen med enheder fra andre NATO-lande skal afløse op til 4.000 amerikanske soldater i den sydlige del af landet. Mandag dræbte selvmordsbomber mindst 24 mennesker i Kandahar-provinsen, hvor 290 af de i alt 360 danske soldater skal udstationeres, hvis det står til et bredt flertal i Folketinget, der behandler forslaget torsdag. Søndag mistede en canadisk diplomat livet ved et attentat i samme område. Taleban i offensiven Her og i Helmand-provinsen har oprørere og terrorister længe været i offensiven, siger forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen fra Forsvarsakademiet. »Det tyder på, at de terrorister, oprørere og al-Qaeda-elementer, der er dernede, vil sørge for, at vi vil blive involveret. De skal nok komme til os«, siger han. Brug for debat Den usikre situation i området har fået det hollandske liberale regeringsparti D66 til at sige nej til at sende yderligere 1.200 soldater til Afghanistan. Faren for, at danske soldater bliver skydeskiver for de aktive terror- og oprørsgrupper i området, får Peter Dahl Thruelsen til at efterlyse en offentlig debat, inden soldaterne sendes i kamp: »Det er ekstremt vigtigt, at vi, inden vi sender danske soldater af sted, har haft en debat om, om vi er villige til at bruge den indsats, der skal til«. Stor risiko Udenrigsminister Per Stig Møller (K) indrømmer, at der ikke bliver tale om en paradeforestilling i området, hvor de yderligtgående talebanere er stadig mere aktive. »Men vover vi ikke at påtage os opgaven, har man overdraget området til Taleban. Og så kan de derfra sprede sig ind i landet«, siger udenrigsministeren. I en situations- og trusselsvurdering for Afghanistan vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste, at »truslen for angreb og terrorhandlinger fra oprørsstyrker og terrorgrupper er høj i hele Afghanistan. Antallet af angreb er størst i de sydlige og sydøstlige områder«, hedder det i rapporten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























