Regeringen bløder op i sag om gruppearbejde

Regeringen har præciseret reglerne for gruppeeksamen og sendt forslaget i høring - Foto: Martin Bubandt Jensen
Regeringen har præciseret reglerne for gruppeeksamen og sendt forslaget i høring - Foto: Martin Bubandt Jensen
Lyt til artiklen

Regeringens planer om ændringer i forbindelse med gruppeeksaminer er blevet sendt i høring i form af udkast til en ny bekendtgørelse for landets universiteter. Ifølge videnskabsminister Helge Sander (V) røres der ikke ved det enkelte universitets muligheder for at bruge gruppe- og projektarbejde i den daglige undervisning. Vil ikke afskaffe gruppearbejde Han peger på, at der i de seneste ugers debat har været en frygt for, hvad de nye regler vil betyde for studerendes mulighed for at benytte projekt- og gruppearbejde i fremtiden. »Den frygt har givet os anledning til at præcisere bekendtgørelsen. Nu håber jeg, at alle forestillinger om, at regeringen er ude på at afskaffe projekt- og gruppearbejde på universiteterne, forsvinder«, siger Helge Sander. Individuelle eksaminationer Udgangspunkt for de nye regler er, at der bag enhver karakter på eksamensbeviset skal ligge en individuel eksamination. Det betyder, at enhver mundtlig eksamination fra nu af skal ske individuelt, så hver studerende i en gruppe kan demonstrere sine kundskaber over for eksaminator og censor. De studerende kan stadig sammen aflevere et skriftligt projekt, hvor det ikke skal angives, hvem der er ansvarlig for de enkelte dele. I de tilfælde kan besvarelsen indirekte indgå i den samlede bedømmelse ved en efterfølgende mundtlig eksamen. Hvis der derimod skal gives en direkte, særskilt karakter for det skriftlige arbejde, skal det angives, hvem der er ansvarlig for de enkelte dele. Glæde i erhvervslivet I erhvervslivet glæder man sig over, at regeringen har lyttet til kritik af planerne om at afskaffe gruppeeksamen. »Som vi læser den nye bekendtgørelse sikres der en ret til individuel bedømmelse af den studerende samtidig med, at gruppeopgaver fortsat kan indgå i uddannelserne og som grundlag for eksamen. Det er et positivt skridt«, siger Lars Goldschmidt, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Også i erhvervsorganisationen HTS noterer man sig, at der synes at være lyttet til kritikken. »HTS er tilfreds med, at man nu præciserer, at det er muligt for de studerende at aflevere eksamensopgaver som en gruppe, men at de efterfølgende skal kunne forsvare dem individuelt«, siger Anne Katrine Melvig, uddannelseskonsulent i HTS. Mødte stor modstand Planerne fra regeringen har mødt stor modstand blandt studerende, hvor man frygter, at forbud mod gruppeeksamen vil betyde en stille død for gruppearbejde. Samtidig har man argumenteret med, at man ved de længerevarende gruppeeksaminer kan nå mere i dybden end ved de kortere individuelle eksaminationer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her