Linh får lov at gøre 1.g færdig

Linh fra Vietnam skulle være udvist, men både hendes klassekammerater, hendes plejeforældre og hendes advokat har forsøgt at få ministeriet til at genoptage sagen og det er nu sket. - Foto: Peter Hove Olesen
Linh fra Vietnam skulle være udvist, men både hendes klassekammerater, hendes plejeforældre og hendes advokat har forsøgt at få ministeriet til at genoptage sagen og det er nu sket. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Det er for en stund blevet lidt lettere at være den vietnamesiske pige Phuong Linh Nguyen og hendes plejeforældre Lena og Jens Lassen. Linh skulle være udvist af Danmark, men i allersidste øjeblik besluttede Integrationsministeriet, at udsætte hendes afrejse til juli måned. Familie er lettet Reaktionen hos familien er dyb dyb lettelse. »Selvfølgelig er jeg meget glad. Det var hele tiden i mit hoved, at i morgen skulle jeg ud af landet, og nu skal jeg ikke ud. Så jeg er rigtig glad,« siger Linh, og Jens Lassen kunne efter de sidste ugers intensive kamp for sin plejedatter for første gang i lang tid slappe lidt af. »Hun har fået lov til at gøre første G færdig, og det er en lille bitte bid, men det er jo ikke nær nok. Vi vil siden hen blive inviteret til en række samtaler med vores advokat med henblik på at få yderligere afklaring på sagen. Men lige her i første omgang er trykket lettet, og huden den stritter og øjnene de blinker. Jeg er rigtig glad nu. Rigtig, rigtig glad.« Vendingen Vendingen i sagen kom, da Lena og Jens Lassen i sidste uge for egen regning hyrede advokat Janus Malcolm Pedersen til at kæmpe for Linh. Integrationsministeriet har hele tiden sagt, at kom der nye væsentlige oplysninger i sagen, så ville de se på den igen, og det var netop et otte sider langt brev fra advokaten, der fik ministeriet til at slå bremserne i. »Jeg fik i går fra Linhs advokat et langt brev med nogle oplysninger og nogle synspunkter som vi synes, der er grund til at se nærmere på. Derfor har vi besluttet os til at genoptage sagen. Vi vil bede om et møde med Linh og hendes advokat for at få nogle afklaringer. Og når der nu kommer til at gå noget tid igen, så har vi sagt, at i forhold til en udrejse, så skal hun have lov til at gøre 1. G færdig,« siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Omdrejningspunktet har hele tiden været Linhs historie. Hun har fortalt, at hendes far døde for fire år siden i Vietnam. Han var narkoman, og hans kreditorer tvang moderen til et liv som prostitueret i Moskva, så hun kunne betale hans narkogæld. Men da kreditorerne også ville tvinge Linh ud i prostitution, sendte moderen hende videre til Europa, og hun endte i Danmark. Overbevist af advokat Den historie har ministeriet tvivlet på, og da de fik oplysninger fra de vietnamesiske myndigheder om at Linhs fødselsattest var falsk, troede de slet ikke på hende. Men brevet fra advokaten har nu overbevist ministeriet om, at beretningen muligvis godt kan være rigtig, og derfor skal den nu efterprøves ekstra grundigt. På spørgsmålet om det ikke er foruroligende, at der først skete en udvikling i sagen efter, at familien hyrede en advokat, svarer Rikke Hvilshøj. »Sådan har det været i det her tilfælde. Der har jo været en grundig behandling af sagen, men når der tilkommer os nogle oplysninger, der giver os anledning til at genoptage sagen, så gør vi det jo. Vi siger ikke, at nu er sagen lukket, så uanset hvad man sender, så kan i godt glemme det. Og det her er et længere brev med mange forskellige ting fra advokaten, og så siger vi, at så skal hun ikke stå i en situation, hvor hun skal rejse ud i morgen. Så skal hun have lov at gøre 1.g færdig.« Positivt Advokat Janus Malcolm Pedersen glæder sig over, at sagen nu er genoptaget. »Jeg synes da, det er positivt, at ministeriet er nået frem til, at den her sag ikke er ordentlig belyst. Og jeg håber da på, at ministeriet er enig med mig i at der påhviler dem en hvis forpligtigelse til at sørge for at kaste lys over sagen, så de ikke bare sætter sig ned med hænderne i skødet og venter på, at Linh selv indhenter oplysningerne«, siger han og fortsætter: »Jeg regner da med, at ministeriet vil gå i gang med at finde ud af, hvem hun er, og hvor hun kommer fra og om hendes historie passer. Når de forlænger fristen, som de gør, må jeg tage det som udtryk for, at hendes historie har stor betydning for, om hun skal have opholdstilladelse eller ej«. På spørgsmålet om det forhold, at han selv skulle til, før der skete noget i sagen, siger Janus Malcom Pedersen. »Det synes jeg ikke er tilfredsstillende. Lige som jeg heller ikke synes, det er tilfredsstillende, at medierne skal så massivt ind over en sag som Linhs, før ministeriet går ind og laver en reel og tilfredsstillende sagsbehandling.« Ny familie I den tid Linh har været i Danmark, har hun fået en ny familie og opbygget et stort netværk af danske venner. Også hendes karakterer i skolen har været meget fine, og det har hun tænkt sig, at de skal blive ved med at være. For som hun svarer, når man spørger hende, om hun nu kan være glad og være i stand til at koncentrere sig om skolen. »Jeg vil ikke sige, at jeg kan være rigtig glad, for jeg vil gerne vide, hvad der skal ske. Men skolen tror jeg nok, at jeg skal kunne koncentrere mig om. Jeg vil ikke sige 100 procent, for 100 procent er noget perfekt noget. Men jeg er ret sikker på, at jeg kan klare skolen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her