Ny by til københavnerne i Ørestaden

Kampen om at få lov at bygge huse   og en halv snes høje tårne på op til 50 meter   har været så intens, at selskabet har måttet afvise en lang række interesserede købere. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Kampen om at få lov at bygge huse og en halv snes høje tårne på op til 50 meter har været så intens, at selskabet har måttet afvise en lang række interesserede købere. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ikke siden Palle From fra Krøniken var ung, og Bellahøj i begyndelsen af 1950'erne var nyt, er København vokset med boliger til flere tusinde mennesker i løbet af få år. Men efter Ørestadsselskabet i går solgte jord og byggeret til ca. 2.000 boliger med plads til 10.000 mennesker i den sydligste del af Ørestaden, er en helt ny by på vej. »En fantastisk udfordring, fordi vi ikke bare skal bygge boliger, men udvikle en by. Vi skal arbejde med at skabe byliv fra begyndelsen, og det skal præge hele udformningen af byggeriet«, siger direktør Annette Krarup fra Areea Ejendomsudvikling, som sammen med Kuben har sikret sig en solid bid af de 190.000 solgte etagemeter. Gang i boligbyggeriet Københavns Kommune vedtog før jul lokalplanen for den nye bydel, som danner Ørestadens sydlige grænse. Området bliver hovedsageligt boliger, men 30 procent af bydelens kvadratmeter er reserveret erhverv. »Det er boligbyggeriet, der er tryk på nu, og det benytter vi os af. Når først boligerne er i gang, kommer erhvervsbyggeriet - det kan vi allerede mærke nu«, siger adm. direktør i Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen. Kampen om at få lov at bygge huse - og en halv snes høje tårne på op til 50 meter - har været så intens, at selskabet har måttet afvise en lang række interesserede købere. Og de, som er smuttet gennem nøglehullet til de nye boliger, har skullet gøre sig ekstra umage. Soveby skal undgås »Vi har holdt arkitekterne på afstand i første omgang, og i stedet bruger vi andre faggrupper som inspiration. Det er jo ikke en soveby, vi skal bygge, men et levende sted med spændende og utraditionelle tilbud til beboerne«, siger direktør Per Høpfner, som har haft spaden i jorden i andre dele af Ørestaden - blandt andet Karen Blixen Parken. »Det er et fantastisk område - ja, Dyrehaven kan godt gå hjem og lægge sig«, siger han. Byggefirmaerne kan i første omgang lade fantasien tegne og planlægge. De overordnede linjer i den nye by er slået af lokalplanen, som har både søer, kanaler og mindre plantager i spil for at bløde mursten og beton op. Værn mod ensartethed Når de udvalgte selskaber har leget færdig og kommer med forslag, godkender Ørestadsselskabet de såkaldte karréplaner. »Så vi sikrer, at området ikke bliver ensartet og monotont, men heller ikke forvirrende og strittende i alle retninger«, siger Kramer Mikkelsen, som samtidig har sikret sig en særlig pose penge på 15 mio. kroner til at skabe liv mellem husene. »Det er for tidligt at sige, hvordan pengene skal fordeles, men de kan for eksempel være med til at sikre, at det lille galleri eller cafeen finder vej til den nye bydel«, siger direktøren. Blandede ejerformer Den nye Ørestadsby får blandede ejerformer med plads til både ejere, lejere og andelshavere, men umiddelbart bliver det ikke til priser, som kan matche overborgmester Ritt Bjerregaards (S) løfte om familieboliger til 5.000 kroner. »Det kan ikke lade sig gøre. Ikke med de grundpriser«, siger Per Høpfner, som regner med at sætte gravkoen i mulden om et år. Og aflevere de første nøgler til lejligheder i 2008. Prisen pr. kvadratmeter svinger mellem 3.200 og 4.200. Børneplan En ny by skal også have offentlige institutioner, og mindst en skole er på vej. Samtidig bliver der behov for en lang række daginstitutioner, og det har fået Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til at påpege behovet for at følge op på kommunens pladsgaranti - Børneplanen. »Vi skal i gang med en Børneplan II. En så massiv udbygning som i Ørestaden vil også betyde langt flere børn, og vi skal have sikret os både de nødvendige byggegrunde og bevillinger«, siger Kjeldgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her