Hun havde sparet op til rejsen til sin 8-årige søn længe. Da han endelig ankom fra bedstemoderen i Colombia, hvor han havde boet næsten hele sit liv, gik der kun fire måneder, før han døde. Nu sidder den 33-årige colombianske moder fængslet for grov vold mod sin søn. Hun er sigtet for drab, subsidiært for grov vold. Nægter drab Hun har indrømmet, at barnet var udsat for vold i en periode, som var mindre end to uger. Drab nægtede hun sig skyldig i ved dagens grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet i 13 dage. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre på begæring af anklageren, så andre vidner ikke får kendskab til detaljerne i kvindens forklaring. Vanskelig obduktion Endnu kan man ikke sige, hvad drengen døde af. Kriminalinspektør Ove Dahl fra Københavns Politi siger, at obduktionen af drengen er vanskelig, og at dødsfaldet kunne have noget at gøre med drengens almene sundhedstilstand. Derfor forventer han ikke en erklæring fra Retsmedicinsk Institut før næste uge. Vold ikke eneste dødsårsag En ting slår Ove Dahl fast: »Det er ikke volden alene, der har medført drengens død«. Den 33-årige kvinde boede sammen med den 8-årige søn og sin anden 3-årige søn, som hun har fået, mens hun boede i Danmark. Københavns Kommune oplyser, at sagsbehandlere både i november og december måned havde haft kontakt til moderen. Hvorfor kan kommunen ikke oplyse endnu. Men der er nu sat en undersøgelse i gang, som skal vise, hvad kommunen vidste om familien, og om der er fejl i behandlingen af sagen. Redegørelsen vil være klar mandag, meddeler Københavns Kommune. Imens er politiet gået i gang med afhøre vidner i kvindens omgangskreds om, hvad de har set og hørt om familien. Slog af afmagt Den 33-årige kvindes forsvarer, Lise Holten, forklarer, at kvinden har haft svært ved at magte sin 8-årig søn. »Hun har erkendt, at hun har slået ham som et udslag af magtesløshed. Han havde angiveligt psykisk meget svært ved at omstille sig til at være i Danmark«, forklarer Lise Holten. Heller ikke Lise Holten kan komme nærmere ind på, om drengen havde en sygdom af en art. Kvindens anden søn trives - her er der ingen problemer, oplyser Lise Holten. Tvunget til prostitution Den 33-årige kvinde fik opholdstilladelse i Danmark i starten af 2001. Ifølge Ekstra Bladet kom den dengang 27-årige kvinde fra Colombia til Danmark, fordi hun havde mødt en dansk mand i hovedstaden Bogotá. Han lovede hende et godt job med rigeligt penge til at forsørge familien i Colombia. Men den danske mand tog i stedet hendes pas og holdt hende indespærret på sit bordel, hvor hun blev tvunget til at prostituere sig. En af kvindens kunder hjalp hende med at flygte. Senere vidnede hun i en retssag mod den danske mand. Som den første fik hun asyl i Danmark som det første offer for menneskehandel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























