EU-Parlamentet opretter et udvalg, der i løbet af de næste fire måneder skal finde hoved eller hale i påstandene om den amerikanske efterretningstjeneste CIA's overflyvninger og eventuelle overgreb på fanger i Europa. Undersøgelsesudvalget får 46 medlemmer, som udpeges torsdag. Europæisk luftrum Parlamentarikernes initiativ kommer efter de mange rapporter om, at CIA har brugt europæisk luftrum til at transportere mistænkte al-Qaeda-fanger til og fra tortur i fængsler i Mellemøsten eller Østeuropa. Det skal også undersøges, om lande som Polen, Rumænien eller Ukraine har lagt jord til hemmelige CIA-fængsler. Det har de pågældende lande benægtet. Europarådets rapportør, den schweiziske politiker Dick Marty, ventes tirsdag at offentliggøre sine foreløbige konklusioner.
EU-parlament skal undersøge CIA-fly
Lyt til artiklen