Forsvarsminister Søren Gade (V) skal hjem og læse i weekenden. Nærmere bestemt den 162 sider tunge tekst, der er dommen over Annemette Hommel og fire andre for at have behandlet fanger ydmygende. Strammes op i forsvaret Og så skal der måske strammes op i forsvaret, så der aldrig kommer en ny Hommel-sag, siger han. »Jeg har det overordnede ansvar for det her. Sådan er det. Og jeg vil gerne sige det helt klokkeklart: hvis der er ting i dommen, som peger på yderligere kritik af forsvaret - og det er der noget, der tyder på - så skal det ændres omgående. Og jeg mener omgående«, siger Søren Gade og fortsætter: Gade: Alle har tabt »Og det er ikke for at dække mig selv af - men fordi de soldater, der sendes ud, helt og aldeles skal vide, hvad der er rigtig og forkert. Det skylder vi de unge mennesker«, siger Gade. Han synes, det er beskæmmende, at danske soldater for første gang nogensinde er dømt for at overtræde Genèvekonventionen, der skal beskytte civile mod overgreb i krigssituationer. »Vi har alle sammen tabt ved denne sag, og nu er vi nødt til at se frem og sørge for, at det ikke sker igen«, siger Søren Gade Forsvarschef parat til handling Forsvarschef Jesper Helsø er også parat til at indføre administrative stramninger i hærens retningslinjer. Han er tidligere blevet kritiseret for at holde på oplysningerne om forholdene i Irak. Men nu handler han gerne hurtigt: »Hvis jeg får en god ide, når jeg læser præmisserne, vil jeg med det samme ændre reglerne. Vores ønske er, at soldaterne er bedst muligt uddannede. Vi tager løbende ved lære. Sådan har det også været i denne sag, hvor reglerne er blevet indskærpet, efter at Hommel var i Irak«, siger Helsø. Klare signaler På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) mener de, at dagens afgørelse mod Annemette Hommel og de fire militære politifolk er »yderst« vigtig. Nu ved soldater, at de ikke lovligt kan bruge de forhørsmetoder, som Hommel brugte, siger juridisk konsulent Therese Rytter: »Dommen bidrager til at fastlægge grænsen mellem, hvad der er inhuman behandling af fanger, og hvad der er lovlig magtudøvelse. Nu vil soldater fremover vide, at det ikke er lovligt at anbringe fanger i ubehagelige og stressende stillinger og nedsættende kalde dem hunde, hundelorte og mænd uden pikke«, siger hun. Men hvis dommen skal have den fulde effekt, skal den også tages alvorligt af politikerne, mener hun. Der skal laves helt klare regler for, hvordan danske soldater må opføre sig i krig. Soldater i gråzone »Soldaterne skal helt præcis vide, hvad de må, og hvad de ikke må. Det er en stor gråzone i øjeblikket. I sidste ende er det ikke Søren Gade, der skal stå i retten, det er Annemette Hommel og hendes folk, som risikerer at få en sag på halsen. Derfor bør der indføres et forbud mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling i straffeloven og den militære straffelov«, siger Therese Rytter. Straffelovsrådet undersøger i øjeblikket mulighederne for at få indført et torturforbud i straffeloven. Den dag det sker, vil forsvarsminister Søren Gade sørge for, at det også bliver indført i den militære straffelov. »I mellemtiden har jeg iværksat et arbejde, der skal illustrere, hvad der er tortur. Det er for at sende et signal om, at vi tager det meget alvorligt«, siger Søren Gade.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























