Venstre vil ekskludere omstridt borgmester

Venstres hovedbestyrelse vil ekskludere den nye borgmester i Egedal kommune, Svend Kjærgaard - Foto: Pelle Rink
Venstres hovedbestyrelse vil ekskludere den nye borgmester i Egedal kommune, Svend Kjærgaard - Foto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

Venstres hovedbestyrelse vil ekskludere borgmester i Ølstykke Kommune og formand for sammenlægningsudvalget i den kommende Egedal Kommune, Svend Kjærgaard, fordi han brød partiets konstitueringsaftale efter kommunalvalget. Det oplyste partisekretær Jens Skipper Rasmussen efter partiets hovedbestyrelses møde fredag på Christiansborg. To andre indstillet Svend Kjærgaard er indstillet til eksklusion sammen med Lise Nielsen og Bendt Tranekær Rasmussen fordi de tre umiddelbart inden det konstituerende møde i Egedal Kommune brød den konstitueringsaftale, som var indgået af Venstres spidskandidat, Willy Eliasen. Hovedbestyrelsen har givet dem otte dage til at forklare sig, før de ekskluderes, forklarede Jens Skipper Rasmussen, som kalder det en »uheldig sag«. V kan få problemer Venstres partiformand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, og indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i hovedbestyrelsesmødet, men ønskede ikke at kommentere eksklusionerne. Statsministeren henviste til, at partisekretæren havde redegjort for sagen. Jens Skipper Rasmussen vil ikke kommentere, om hovedbestyrelsen havde stemt om eksklusionerne. Han erkendte, at Venstre kan få problemer med partiforeningen i Ølstykke, hvis de tre ekskluderes. »Vi må se, hvor det ender. Det er vigtigt at holde fast i, at det er en beslutning, der vedrører et større område. Det vedrører hele Egedal Kommune og har implikationer langt ud i forhold til, om man kan stole på aftaler, der bliver indgået, troværdighed, og om man opfører sig loyalt overfor partifæller. Der har været et opstillingsmøde, hvor man har valgt en spidskandidat, der har forhandlet en aftale, som giver et flertal bag Venstres spidskandidat. Det er dén, der bliver underløbet. Så det er en sag, der ikke kun vedrører Ølstykke, men hele det område, som Egedal Kommune dækker«, siger Jens Skipper Rasmussen. Klart signal Han vil ikke kommentere, om det er sandsynligt, at Venstres hovedbestyrelse ændrer holdning til eksklusionerne, når de tre har forklaret sig. »Det giver jo ingen mening, hvis man på forhånd har taget konklusionen. Men i og med at man er sindet at foretage en eksklusion, så er det selvfølgelig et klart signal«, siger han. De har fået otte dages frist, fordi hovedbestyrelsen først onsdag fik indstilling om eksklusion fra Venstre i Frederiksborg Amt og kommuneforeningen i Egedal. De tre har bedt om mere tid til at forklare deres version af handlingsforløbet, understreger partisekretæren. »Der har været relativt kort tid, og de har bedt om mere tid til at kunne lave skriftligt materiale. Det er så dét, de har fået«, siger Jens Skipper Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her