Danskerne klager mere end nogensinde før over brugte biler. Det sker, til trods for at bilbranchen i årevis har forsøgt at luge ud i de brodne kar blandt forhandlerne. 423 gange sidste år blev køber og sælger så uenige om handlen, at sagen landede hos Forbrugerklagenævnet. Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra nævnet. Bil-klager nu på andenpladsen Tallet er steget hvert eneste år siden 2002, hvor 197 klagede over bilen. Dermed har klager over biler sneget sig op på en andenplads på top 10-listen over klagesager. Stigningen er sket sideløbende med, at det samlede antal forbrugerklager er faldet drastisk. Nævnet oprettede 4.835 sager i 2002, og 3.112 sidste år. »Vi er overraskede over, at antal klager over motorkøretøjer stiger igen og igen. Vi forhandler med branchen om et privat klagenævn. Erfaringen fra andre private klagenævn er nemlig, at branchen strammer ballerne og opfører sig bedre, når den selv håndterer klagerne«, siger specialkonsulent Tina Morell Nielsen, Forbrugerstyrelsen. Kun toppen af isbjerget Hun siger, at de 423 klager over biler »kun er toppen af isbjerget«. Forhandlingerne om et privat klagenævn for biler er gået i hårdknude. Forbrugerstyrelsen og bilbranchen er uenige om, hvem der skal betale for sagsbehandlingen, der kan være flere tusinde kroner per sag. Styrelsen forvalter regeringens politik om, at branchen selv skal til lommerne, men forhandlerne nægter at betale omkostningerne i de sager, forbrugerne taber. Strid om fejl på bilen Sagerne opstår, når sælger og køber strides om, hvem der har ansvaret for en fejl på bilen. Virkede bremserne ordentligt, da forbrugeren købte bilen, eller har han selv misligholdt dem? Rust, bremser, styrekugler og toppakninger kaster mange klager af sig, oplyser Forbrugerstyrelsen. »Nogle sælgere siger, at en fejl, der viser sig tre måneder efter leveringen, ikke kan have været på bilen på købstidspunktet. Eller at køber må forvente fejl på en bil til 45.000 kroner. Vi beder så en sagkyndig om en vurdering«, siger Tina Morell Nielsen. Forbrugerne kan kun klage over biler, der koster under 100.000 kroner. Det betyder i praksis, at nævnet kun behandler sager om brugte biler. Og de tager tid, sagerne. Fra klagen modtages, kan der snildt gå et år, før den sagkyndige har tid - den indklagede del af bilen bliver dog pillet ud med det samme. Erkender at der er for mange klager Preben Kjær, direktør i Danmarks Automobilforhandler Forening, erkender, at antallet af klager er for højt. »Men når vi dissekerer sagerne, er der kun omkring 100 klager årligt over medlemmer af brancheforeningerne. Mange private nedsætter sig som brugtvognsforhandlere og har måske fire-fem biler stående på deres grund. Den type sælger sætter sig ikke ind i loven og følger den heller ikke«, siger Kjær og tilføjer, at branchen i flere år har arbejdet målrettet for bedre kvalitet i behandlingen af kunderne. »Branchen tager det ikke seriøst« I Forbrugerrådet mener jurist Sonny Kristoffersen, at store dele af bilbranchen er uden for »pædagogisk rækkevidde«. »Branchen tager slet ikke forbrugernes klager seriøst«, siger han og opfordrer politikerne til at tvinge et privat klagenævn igennem. Rådet peger på tre årsager til, at det samlede antal klager falder. Der er åbnet flere private klagenævn, forbrugerne betaler højere gebyr for at klage, og grænsen for, hvad man kan klage over, er flyttet fra 500 til 800 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























