Kun 22 personer har meldt sig som kandidater til premieren på direkte valg til integrationsrådet i København. Det er alt for få og meget bekymrende, mener den nye integrationsborgmester, Jakob Hougaard (S). »Jeg har brug for integrationsrådet som en aktiv medspiller, og det antal kandidater er meget langt fra, hvad der er rimeligt«, siger Jakob Hougaard. Fristen er udsat Der skal vælges 15 medlemmer af integrationsrådet i København, og i håb om at få flere kandidater til at melde sig har Hougaard besluttet at udsætte fristen med et døgn til på fredag. Borgmesteren sender samtidig en kraftig opfordring til, at flere melder sig. »Indvandrerne har selv et stort ansvar for at engagere sig i valget. Det duer ikke, at man bare læner sig tilbage og klager over, at tonen i debatten er skæv og negativ, hvis man ikke selv vil være med til at sætte en anden dagsorden«, siger Jakob Hougaard. Første direkte valg Københavns Kommune har haft et integrationsråd siden 1999 og har for første gang besluttet, at der skal være direkte valg til integrationsrådet. Valget finder sted 7. marts. Jakob Hougaard mener, at det direkte valg vil give integrationsrådet mere tyngde, fordi rådet får et repræsentativt mandat. »Rådet får en vigtig opgave i at være med til at sætte dagsordenen for integration i København, og det er meget vigtigt for mig at få en god dialog med rådet«, siger Jakob Hougaard. Løfte om indflydelse Hougaards post som beskæftigelses- og integrationsborgmester er en nyskabelse i København, og han lover at sikre integrationsrådet stor indflydelse på hovedstadens integrationspolitik. »Jeg vil holde regelmæssige møder med rådet, og jeg har meget brug for dem og deres netværk«, siger Jakob Hougaard, som peger på, at integration bliver et meget vigtigt område i de næste fire år med bl.a. nye bolig- og ghettoplaner. Borgmesteren lover, at han vil lytte til integrationsrådet, når kommunens politik skal fastlægges. »Jeg vil også sikre rådet mulighed for selv at have initiativret. Så de kan komme til mig med forslag og sætte nogle ting på dagsordenen«, siger Hougaard. Dårlig mødedisciplin Hidtil er mange møder mellem de københavnske politikere og integrationsrådet blevet aflyst, fordi politikerne ikke er mødt op. »Det er selvfølgelig for dårligt«, siger Jakob Hougaard. I Københavns Kommune udsendes valgkort til de omkring 60.000, der kan stemme til integrationsrådsvalget. Man kan både stemme elektronisk og ved at møde op på et valgsted. Grønlændere er med Stemmeberettiget er alle over 18 år, som bor i København, har en anden etnisk baggrund end dansk og kommer fra et land uden for Norden, EU, Schweiz, USA og Canada, Japan, New Zealand og Australien. For første gang har kommunen besluttet, at også grønlændere kan stemme og stille op. »Det vil alle nok ikke synes om, men vi ved jo, at også grønlændere kan have svært ved at trænge ind på arbejdsmarkedet«, siger Jakob Hougaard. christine.cordsen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























