»Politikere misbruger politiet«

Politiadvokat Michael Jørgensen ser en tendens til misbrug af politiet. - Foto: Jens Dresling
Politiadvokat Michael Jørgensen ser en tendens til misbrug af politiet. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Politikere har udviklet en betænkelig tendens til at misbruge politianmeldelsen som instrument til personlig profilering i valgkampe. Det mener politiadvokat Michael Jørgensen fra Københavns Politi, der ser en stigende tendens til, at politikere i forbindelse med valgkampe rask væk melder andre politikere til politiet for at skaffe sig omtale på modstandernes bekostning. »Jeg synes, det er betænkeligt at drage politiet ind i billedet i en valgkamp. Det kan både tjene som reklame over for en selv og som effektiv antikampagne over for ens modstandere. Men jeg synes, man misbruger politiet«, siger Michael Jørgensen. Lavine af anmeldelser I den kommunale valgkamp i november udløste sagen om Dansk Folkepartis Louise Freverts hjemmeside en sand lavine af politianmeldelser. Frevert blev bl.a. politianmeldt af SF's københavnske borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, byrådskandidat Marwan Zobi (SF) fra Kolding og Minoritetspartiets kandidat Mona Andersen fra København. »Politiske sager« Omvendt anmeldte den konservative byrådskandidat Johnny Balsved fra Havnsø Mona Andersen. Michael Jørgensen ønsker ikke at kommentere efterforskningen i Frevertsagen, men udtaler generelt, at det ikke er politiets opgave at efterforske sager, der i bund og grund er politiske. »Man skal ikke drage politiet ind i en valgkamp. Jeg har så stor tillid til demokratiet og tror på, at hvis det, man siger, er noget forfærdelig sludder, så bliver man heller ikke valgt. Men man behøver ikke at have politiet rendende«, siger Michael Jørgensen. »Man behøver ikke at ringe til Lorry« Han anerkender, at der kan forekomme tilfælde, hvor politikere vitterlig mener, at straffelovens racismeparagraf er overtrådt. Men Michael Jørgensen ser en klar tendens til, at en politianmeldelse bruges til at opnå offentlig omtale. »Hvis man mener det alvorligt, kan man jo nøjes med at indgive en anmeldelse. Så kigger vi på det stille og roligt. Man behøver ikke samtidig at ringe til TV 2/Lorry og lade sig forarge af det og lave antireklame for sine politiske modstandere. Desuden er det altid ødelæggende for politiets arbejde, hvis vi sideløbende skal forholde os til, hvad pressen og andre mener, vi skulle, kunne og burde gøre«, siger han. V og DF enige Politisk ordfører Jens Rohde (V) er »hundrede procent enig« med politiadvokaten. »Det er dybt latterligt med alle disse politianmeldelser mod andre politikere. Det kortslutter den politiske debat, og hvis du lægger mærke til det, så er det altid sekundapolitikere, der anmelder. De kan ikke trænge igennem på andre måder«. Samme holdning har udenrigsordfører Søren Espersen (DF), der mener, at politikere skal holde sig for gode til at politianmelde hinanden. SF: Grove påstande fra politiadvokat SF's ligestillingsordfører Kamal Qureshi finder det derimod kritisabelt, at Michael Jørgensen »belærer folkevalgte om, hvad de skal sige og ikke skal sige«. »Det er en meget grov påstand, han kommer med, og han skal ikke være smagsdommer over, hvad vi skal gøre og ikke skal gøre. Det er en udokumenteret påstand, og hvis politiet gjorde deres arbejde med selv at rejse sager, ville de nok få færre anmeldelser«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her