Rigsadvokat Henning Fode vil have tempoet skruet op i store, økonomiske retssager. Han er utilfreds med, at blandt andet Tvind-sagen og Brixtofte-sagen har sprængt alle tidsrammer. Nu vil han have fundet årsagerne, så der kan strammes op på fremtidige sager. »Vi kan pille et antal sager ud, der er blevet for lange. Tvind-sagen er ét eksempel. Brixtofte-sagen er en anden, som skrider fuldstændigt i forhold til, hvad vi havde forestillet os«, siger Henning Fode. Hurtigere i Norge Tvind-sagen mod Mogens Amdi Petersen og syv andre fra Tvind-skolernes ledelse blev indledt i marts 2003. Byrettens behandling kommer til at vare over tre år. Sagen mod Farums eksborgmester Peter Brixtofte har snart løbet i to år. Efter adskillige forlængelser ventes byrettens dom nu først i løbet af efteråret. Rigsadvokaten peger på, at lignende sager behandles meget hurtigere i lande som Norge og England. Han vil have strammet op på effektiviteten i Danmark og mener, at det blandt andet kan ske ved at give dommeren ret til at bestemme, at for eksempel lange revisionsrapporter ikke skal oplæses i retten. I dag skal alle dokumenter læses op, med mindre både forsvarer og anklager kan enes om at undlade det. »Det er et problem, at en sag varer to, tre, fire, fem år. Det kan ingen af parterne være tjent med. En sag skal afgøres hurtigt og effektivt. Det ligger også i tilkendegivelser fra menneskerettighedsdomstolen, at man har ret til en hurtig og effektiv sagsbehandling«. Sagerne skriderVil det ikke gå ud over retssikkerheden for den tiltalte, hvis sagerne skal behandles hurtigere? »Jeg mener ikke, det er udtryk for retssikkerhed, at en sag skal vare fem år. Og hvis det er sådan, at forsvarsadvokaterne eller dommerne kan komme med gode indvendinger mod nogle af de tanker, som vi måske kommer frem med, så er vi selvfølgelige lydhøre overfor det. Det, vi i første række vil gøre, er at analysere baggrunden for, at sagerne skrider fuldstændigt«, siger rigsadvokaten. Han vil ikke udtale sig om, hvornår analysen er færdig. Arbejdet går først i gang, når Tvind-sagen og Brixtofte-sagen er kommet så vidt, at anklagerne fra de to sager har tid til at deltage. Henning Fode kan ikke sige, om opstramningerne kan gennemføres administrativt, eller om der skal lovgives.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























