Psykisk syge straffes hårdere end andre

Lyt til artiklen

En mand, der stjæler i en forretning, vil som regel få en bøde. Men er manden psykisk syg, er straffen langt hårdere. Mange af de psykisk syge, der bliver taget i milde lovovertrædelser som butikstyveri, bliver dømt til behandling på et psykiatrisk hospital, hvor en overlæge har op mod fem år til at beslutte, hvornår behandlingen skal stoppe. Det er diskrimination, lyder konklusionen i en ny undersøgelse, som Rådet for Socialt Udsatte og Institut for Menneskerettigheder har lavet i fællesskab: Mere vidtgående dom »Det er ofte sådan en dom, man giver per automatik«, siger afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder Birgitte Kofod Olsen. »De psykisk syge får dermed en sanktion, som i tidsmæssig henseende er langt mere vidtgående end den, andre kriminelle får, uden at der bliver lavet en vurdering af, om behandlingen er proportional i forhold til den begåede kriminalitet«, siger Birgitte Kofod Olsen. Svarer ikke til virkeligheden Undersøgelsen er baseret på aktindsigt i 100 domme med psykisk syge, som er blevet sammenlignet med de domme, der sædvanligvis bliver givet til raske kriminelle i sager om tyveri, røveri, voldtægt og vold mod tjenestemand. Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, mener heller ikke, at de lange behandlingsdomme for mild kriminalitet er rimelige: »Der slipper de grundlæggende menneskerettighedsprincipper«, siger Preben Brandt. »Man hører ofte, at det bliver brugt som en mulighed for at holde folk i behandling i lang tid - også i længere tid, end de egentlig har brug for; hvis bare vi behandler folk og giver dem noget medicin, har vi styr på dem, så bliver de raske og velfungerende. Og det er jo ikke virkeligheden«, siger han. Hård dom er urimelig I år 2000 blev loven ændret, så der kom den såkaldte længstetid, der fastsætter rammen for, hvor lang tids behandling et psykisk sygt menneske kan dømmes til. Men Rådet for Socialt Udsatte og Institut for Menneskerettigheder mener, at retterne bør blive bedre til at vurdere længstetiden af behandlingen i hver enkelt sag, så den i højere grad matcher forbrydelsen. De sindslidende bliver svigtet af retssystemet, mener også formand for Landsforeningen Sind Frede Budolfsen: »Det er urimeligt, at psykisk syge får en hårdere dom end andre kriminelle. Og så er det endda en overlæge, der skal beslutte, hvornår vedkommende kan slippes fri, og ikke en dommer. Der er jo ellers tradition for herhjemme, at det er domstolene, der tager sig af retssystemet«, siger han. Svigtet af systemet »Dels føler man sig svigtet af systemet. Hvorfor skal jeg straffes så hårdt, når ikke de andre skal? Og grunden til, man får en behandlingsdom er, at man ikke er strafegnet. Når man så alligevel føler det som en straf, er jeg bange for, at det ikke har den tilstrækkelige virkning«. Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra Den Danske Dommerforening.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her