Supermarkeder vil ikke have gassede æbler

- Arkivfoto: Kim Agersten
- Arkivfoto: Kim Agersten
Lyt til artiklen

Gassede æbler skal væk fra hylderne i de danske supermarkeder. Det kræver direktører fra flere danske supermarkeder. »Vi er ved at undersøge, om vores leverandører bruger gas til at holde æblerne friske. Hvis de gør, bliver æblerne fjernet fra vores hylder. Fremover vil det være en målsætning, at vi skal vide, præcis hvor friske frugterne er, og hvor de kommer fra«, siger Frank Sørensen, direktør for Superbest. Forsinker modning Andre supermarkedskæder vil ligeledes forsøge at forhindre, at æblerne på deres hylder er behandlet med det omstridte produkt SmartFresh. Det er en gasart, der forsinker æblernes modning, så de kan holde sig i op til et år. »Lige nu kan jeg garantere kunderne, at Irmas æbler ikke er behandlet med SmartFresh, for på denne tid har vi kun danske æbler i butikkerne«, siger Irmas indkøbschef, Steen Haubjerg. Men om kort tid er det slut med sæsonens danske æblehøst, og så er det kun udenlandske æbler, man kan købe i de danske supermarkeder. Vil skærpe krav Nogle af de udenlandske æbler får Irma fra moderselskabet Coop. Og det er op til Coop at lave samhandelsaftaler, der sikrer, at de udenlandske avlere ikke bruger SmartFresh. »Som udgangspunkt kan jeg godt sige, at jeg vil skærpe kravene til, at Coop kontrollerer, om avlerne bruger SmartFresh. Men vi ved ikke, om det er svært at stille krav til avlerne. Som det er i dag, er det slet ikke muligt at kontrollere, om de bruger SmartFresh«, siger Steen Haubjerg. Coop er også skeptisk over for det nye produkt, og ledelsen er indstillet på at efterkomme Irmas krav. Fremover skal grossistens udenlandske leverandører derfor skrive under på, at de ikke bruger SmartFresh. Kontrol ikke mulig Men Coops informationschef, Jens Juul, bekræfter, at man på nuværende tidspunkt ikke kan kontrollere, om avlerne overholder de aftaler, de skriver under på: »Vi har i dag spurgt vores leverandører, om de bruger SmartFresh, og det siger de, at de ikke gør. Men vi ved endnu ikke, hvordan man kan kontrollere, om stoffet bliver brugt. I morgen (i dag, red.) holder vi et møde om sagen, og så vil vi prøve at finde ud af, hvordan mulighederne er for at lave laboratoriekontrol«, siger han. Direktøren for supermarkedskæden Netto, Thomas Jellum, føler sig dog i stand til at garantere, at de æbler, der ligger på hylderne i hans butikker, ikke er gassede. Netto får frugterne gennem ejeren Dansk Supermarked. »Dansk Supermarked sikrer via leverandøraftaler, at avlerne ikke bruger SmartFresh. Vi vil overveje at skilte med det, hvis kunderne ønsker det«, siger Thomas Jellum. Supermarkedskædernes udmelding kommer, efter at den særlige gasart SmartFresh, der forsinker æblernes modning, sidste år blev godkendt af EU. Ikke godkendt Det amerikanske produkt er endnu ikke godkendt til brug i Danmark, men onsdag kom det frem, at flere udenlandske frugtavlere, som sælger æbler til de danske supermarkeder, allerede er begyndt at gasse frugterne. På den måde kan de udenlandske leverandører holde deres afgrøder friske i op til et år, efter at de er blevet plukket.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her