Styrelse præciserer: Hellere plaster end smøger

Lyt til artiklen

Sundhedsstyrelsens budskab til gravide er klart: Hold jer helt fra cigaretterne, og hold jer også fra nikotinpræparater som plastre og tyggegummi. Men skal der træffes et valg, er det bedre at bruge plastre og tyggegummi end at ryge. Styrelse præciserer Budskabet kommer efter en undersøgelse, der har vist, at gravides brug af nikotinpræparater kan fordoble risikoen for visse medfødte misdannelser hos barnet. »Det er blevet udlagt, som om disse nikotinpræparater er farligere end cigaretterne, og at gravide rygere bare kan ryge videre. Det er helt misvisende«, siger Sundhedsstyrelsens chef, Jens Kristian Gøtrik. »Vi mener ikke, at dokumentationen i den omtalte undersøgelse er stærk nok til at anbefale, at man ryger frem for at tage nikotinpræparater«. Sundhedsstyrelsen har samlet en lang række data om den risiko, gravide udsætter deres børn for ved at ryge (se faktaboksen). »Den nævnte undersøgelse ser alene på medfødte misdannelser. Men der er en lang række andre skadevirkninger ved rygning, som formentlig langt overgår risikoen ved nikotinpræparaterne«, siger Jens Kristian Gøtrik. Bedst at holde op Han peger samtidig på, at sammenhængen mellem nikotinpræparater og medfødte misdannelser kun er dokumenteret for en undergruppe af misdannelser, nemlig på muskler og skelet, mens der ikke som helhed er tale om flere misdannelser hos børn af mødre, der har brugt nikotintyggegummi eller -plaster. »Det bedste er helt at lade være med at ryge og også at undgå nikotinpræparaterne. Men hvis det handler om at vælge, kan det i nogle tilfælde være relevant at bruge nikotinsubstitution«, siger Jens Kristian Gøtrik. Teorier om, at rygning under graviditeten forøger risikoen for medfødte misdannelser, afkræftes i undersøgelsen. Og den risiko, man fandt ved brug af tyggegummi og plastre, dækker over meget små tal. »Normalt fødes en halv procent af alle børn med denne type misdannelser. Der er tale om en fordobling til én procent«, siger en af forskerne bag undersøgelsen, professor Jørn Olsen. Rygning skader især til sidst Han understreger, at risikoen for misdannelser er begrænset til graviditetens anden og tredje måned. Hvorimod skadevirkninger af rygning især opstår i graviditetens sidste tredjedel. »Det bedste er helt at holde op med at ryge, allerede når man planlægger at blive gravid«, siger Jørn Olsen. »Men hvis man ikke kan det, kunne det være en strategi at ryge så lidt som muligt indtil slutningen af tredje graviditetsmåned og derefter stoppe ved hjælp af nikotinpræparater«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her